Badminton-landstræner går efter VM-guldet

Den danske målsætning ved VM i badminton lyder på tre medaljepoints, og landstræneren ved godt, hvordan han helst ser dem komme i hus.

Det vakte stor glæde hos landstræner Kenneth Jonassen (tv.), da Viktor Axelsen slog den kinesiske verdensstjerne Lin Dan i bronzekampen ved OL i Rio. (Foto: Marcelo Del Pozo © Scanpix)

En af guld, en sølv og en bronze eller tre af bronze. Hvis det danske badmintonlandshold opnår en af de tre ting ved det forestående VM i Glasgow, kan de ånde lettet op, for så er målsætningen i hus. Men landstræner Kenneth Jonassen er ikke bleg for at indrømme, hvad han helst vil have.

- Vi går efter guldet. Det er der slet ingen tvivl om, siger han.

Den officielle målsætning for VM er blevet sat af landstræneren i samarbejde med Team Danmark, og den lyder på tre medaljepoints. En guldmedalje står i tre points, sølv i to og bronze i et enkelt point, så det kræver ”blot” en enkelt guldmedalje, før målsætningen er opfyldt.

- Det er ved at være et stykke tid siden, at vi har hentet VM-guld, så nu må vi se, om det lykkes denne gang, siger Kenneth Jonassen.

Guldpotentiale i Axelsen

En af de mere oplagte medaljekandidater er 23-årige Viktor Axelsen, der sidste år vandt OL-bronze i herresingle. Og ifølge landstræneren er det ikke umuligt, at Axelsen kan gå hele vejen under VM.

- Der er da potentiale til det. Det er der slet ingen tvivl om. Det tror vi på, og det tror Viktor absolut også på, siger han.

Axelsen selv er dog ikke meget for at tale om sine konkrete medaljechancer, men han har gjort sig nogle tanker omkring, hvordan han nærmer sig podiet.

- Min målsætning er at komme ind og ramme mit højeste niveau, for så tror jeg på, at jeg kan opnå et godt resultat. Nu har jeg vundet en VM-medalje før og senest en OL-medalje, så det er klart, at jeg selvfølgelig drømmer om en medalje, siger han.

Til det seneste VM i 2015 vandt Danmark en sølv- og en bronzemedalje, mens den seneste guldmedalje er fra 2009, hvor mixed doublen Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl kom øverst på podiet.

VM i badminton starter 21. august.

Facebook
Twitter