Badmintonkonflikt ærgrer DIF: 'Idrætten tages på ny som gidsel'

DIF-direktør Morten Mølholm Hansen savner større forståelse for den danske idrætsmodel hos badmintonspillerne.

Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF, er ærgerlig over den øjeblikkelige konflikt i dansk badminton. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Fra starten af december træner de danske badmintonspillere på lejede baner i haller i Greve og Gentofte og ikke på elitecentret i Brøndby.

Det skyldes konflikten mellem Badminton Danmark og landsholdsspillerne anført af Spillerforeningen. Konflikten brød ud i lys lue torsdag, da det ikke lykkedes parterne at nå frem til en aftale.

Badmintonkonflikten ærgrer Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Det er trist og ulykkeligt, at vi igen oplever, at idrætten bliver taget som gidsel i noget, der til forveksling minder om en fagforeningskamp, fortæller Morten Mølholm.

Konflikten handler blandt andet om spillernes kommercielle rettigheder og badmintonforbundets mulighed for at bruge spillerne kommercielt i forhold til sponsorerne.

Det var også et af stridspunkterne, da det danske fodboldlandshold havnede i konflikt med Dansk Boldspil-Union (DBU) tidligere på året.

Her endte det først med en ny aftale efter flere måneders forhandlinger og tovtrækkeri.

Morten Mølholm frygter, at konflikten kan skade dansk badminton på længere sigt.

- Jeg efterlyser en større forståelse for den danske idrætsmodel, hvor forbundet skal have mulighed for at generere indtægter, som skal være med til at udvikle fremtidens talenter.

- Dansk badminton er et fantastisk eksempel på, hvordan landsholdsarbejde skal organiseres, således at der skabes sublime træningsmiljøer, hvor spillere, unge som gamle, videndeler og hjælper hinanden på vej.

- Dette risikerer at blive sat over styr, advarer Morten Mølholm.

Den nuværende aftale mellem forbund og spillere blev indgået i 2013 og opsagt af forbundet 31. august i år med udløb 30. november, forbi aftalen blev fortolket og forstået forskelligt parterne imellem.

/ritzau/