Badmintonlandsholdet ramt af konflikt: Spillerne udelukket fra træning

Badminton Danmark og landsholdsspillerne når ikke at lave en ny eliteaftale inden fredagens deadline.

Landsholdet har tidligere været ramt af konflikt i forbindelse med den såkaldte småkage-konflikt, hvor modstridende sponsorer gjorde, at spillere blev udelukket fra landsholdet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Badminton Danmark og landsholdsspillerne anført af Spillerforeningen når ikke at lave en ny eliteaftale inden fredagens deadline.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at parterne ikke kan nå til enighed om en række punkter, lyder det.

Direktør i Badminton Danmark Bo Jensen, der har været med til at forhandle, slår fast, at det handler om principielle spørgsmål i forhold til eliteprogrammet og dansk badmintons fremtid, som forbundet ikke kan gå på kompromis med.

I et faktaark sendt ud sammen med pressemeddelelsen forklarer Badminton Danmark knasterne, som forbundet ser dem.

- Diskussionerne handler især om en fælles forståelse af spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle bestemmelser, hvad landsholdssponsorerne må og især ikke må.

- Men også områder der handler om hele præmissen for deltagelse på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby, det tilhørende Eliteprogram og dermed udtagelse til landsholdet, lyder det.

Forbundet forklarer videre, at de strandede forhandlinger blandt andet betyder, at spillerne ikke kan fortsætte den daglige træning på elitecenteret, blive udtaget til landsholdet eller få trænere med til turneringer.

Badminton Danmarks Hovedbestyrelse skal på sit næste møde onsdag den 5. december tage stilling til, om direktionen får forlænget sit nuværende forhandlingsmandat.

/ritzau/