Badmintonpar gør overraskende comeback: ’Graviditeten har tændt gnisten’

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen har skrevet under på en kontrakt med Vendsyssel Elite Badminton.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen gør comeback på badmintonbanen. I marts sidste år vandt doublen All England, inden Rytter Juhl stoppede karrieren sidste sommer i forbindelse med sin graviditet. (Foto: Sportxpress © Scanpix)

Den nordjyske badmintonklub Vendsyssel Elite Badminton kunne i dag præsentere to af dansk badmintons mest prominente navne.

Således har Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen torsdag skrevet under på en aftale med klubben fra Skagen.

Damedoublen, der også danner par privat, har ellers siden Rytter Juhls karrierestop i 2018 i forbindelse med sin graviditet været splittet på badmintonbanen. Men nu kan badmintonelskere altså igen glæde sig over at skulle se dem sammen med ketsjeren i hånden.

I aftenens udgave af LIGA på P3 satte Christinna Pedersen nogle ord på beslutningen.

- Det har været i støbeskeen de seneste par uger. Det lykkedes heldigvis, så vi var et par glade tøser, der i dag tog til Skagen og fik skrevet kontrakterne under, siger Christinna Pedersen, der tidligere har spillet i netop Vendsyssel.

- Efter at vi trak stikket på landsholdet og den internationale scene, er vi flyttet tilbage til Nordjylland med vores lille pige. Og så syntes vi, at det var nærliggende, da Vendsyssel tog fat i os og spurgte, om vi ikke skulle have deres trøjer på i den nye sæson.

- Vi glæder os rigtig meget over, at den her aftale er kommet i hus, og vi glæder os til at være tilbage på banen sammen igen, siger Christinna Pedersen.

Sådan så det ud, da Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen ved OL i Rio 2016 vandt sølv efter en tæt tresætter i finalen om guldet.mod det japanske par Ayaka Takahashi og Misaki Matsutomo (Foto: Ruben Sprich © Scanpix)

Topmotiverede – men intet landsholdscomeback

Med aftalen er der altså lagt op til endnu flere badmintonkampe for damedoublen, der særligt takket være Rytter Juhls graviditet er topmotiveret.

- Efter at Kamilla har været gravid og har været ude i et års tid, har det været med til at finde gnisten. Vi stiller ikke op i den danske liga uden at være klar og i form. Vi kommer til at knokle over sommeren, så vi kan give de andre kamp til stregen, siger Christinna Pedersen.

Det danske badmintonpublikum skal dog ikke regne med at se de to tilbage på den internationale scene iklædt den danske landsholdstrøje, forsikrer Christinna Pedersen.

- Jeg har lært, at man aldrig skal sige aldrig, men lige nu har vi nok at gøre med at få Molly (parrets datter, red.) til at vokse stille og roligt. Så lige nu er det ikke i tankerne, siger Christinna Pedersen.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl nåede inden Rytter Juhls graviditet blandt andet at vinde OL-sølv i 2016 og guld ved All England i 2018.

Facebook
Twitter