Brosolat: Det er fuldstændig sindssygt!

Nanna Brosolat var så glad for sin triumf i kvartfinalen, at hun næsten ikke kunne sætte ord på glæden.

Nanna Broslat Jensen efter sejren, der bragte hende i semifinalen i All England. (Foto: Ian Kington © Scanpix)

Nanna Brosolat Jensen havde overordentlig svært ved at sætte ord på sin nyeste pragtpræstation, hvor hun spillede sig i semifinalen ved All England med en sejr på 21-16, 21-16 over Wong Julia Pei Xian fra Malaysia.

- Lige nu kan jeg slet ikke sætte ord på det. Det er helt vildt, at jeg slår hende i to sæt. Det er fuldstændig sindssygt!, siger en overvældet Nanna Brosolat til DR Sporten.

Den øjeblikkelige succes er kommet fuldstændig bag på hende.

- Jeg havde slet ikke troet, at det skulle komme nu. Målet med at spille her var at prøve mig selv af mod nogen af de bedste spillere, og så ikke tænke så meget på at vinde eller tabe, siger hun.

I semifinalen møder Nanna Brosolat enten Xie Xingfang eller Wang Yihan, begge Kina. Førstenævnte er tidligere verdensetter og har vundet All England tre gange.

- Jeg har set dem spille, men jeg har aldrig mødt dem. Det er to eminente spilleren, så det bliver rigtig, rigtig svært, vurderer Nanna Brosolat.

Facebook
Twitter