Dansk badmintonhåb vil finde sin egen vej til verdenstoppen

Dansk kvindebadminton savner lige nu en stor profil på singlesiden. 21-årige Mia Blichfeldt ligner bedste bud på en kommende stjerne.

Igennem halvfemserne og i starten af det nye årtusind var Camilla Martin dansk kvindebadmintons helt store stjerne på singlesiden. Hun blev efterfulgt af Tine Baun, der med flere All England-sejre flot formåede at løfte den tunge arv.

Siden har der været stille.

Men sådan behøves det måske ikke være meget længere. Under det igangværende Denmark Open har 21-årige Mia Blichfeldt nemlig allerede vist prøver på det potentiale, der som 16-årig gjorde hende til den yngste Danmarksmester nogensinde. Således sendte hun i første runde den spanske verdensmester og OL-guldvinder Carolina Marin ud af turneringen.

- Det var fuldstændig vildt, siger Mia Blichfeldt.

Var ikke klar til presset

Sejren har skabt store forventninger til hendes videre færd ved Denmark Open. Det er dog ikke noget nyt for den unge badmintonspiller, der har måttet leve med pres og høje forventninger, lige siden hun vandt sit første danmarksmesterskab som teenager.

Et pres hun ikke altid har håndteret godt.

- Jeg var ikke så gammel, og det var meget nyt for mig alt det her medieshow og alting. Det kunne jeg godt mærke, at det var jeg ikke helt klar til. Det var jeg rigtig dårlig til at håndtere.

Presset på Mia Blichfeldts skuldre er ikke blevet mindre af, at dansk kvindebadminton stadig venter på sin næste store singlestjerne. I forhold til tidligere i karrieren vil badmintonspilleren fra Solrød dog ikke længere lade sig styre af andres forventninger.

- Jeg er blevet mere moden og bedre til at håndtere opgaven. Nu kan jeg bedre lukke af for andres meninger og så finde min egen vej til verdenstoppen, siger hun.

Næste opgave for danskeren ved Denmark Open venter allerede senere torsdag, når hun i anden runde møder indoneseren Gregoria Mariska Tunjung

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter