Dansk mixeddouble stryger i finalen i Schweiz

Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby vandt efter et stort drama mod Lu Kai og Chen Lu fra Kina i Swiss Open.

Rikke Søby og Mathias Bay-Smidt spillede sig lørdag i finalen ved Swiss Open. (Foto: GEORGIOS KEFALAS © Scanpix)

Den danske mixeddouble med Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby leverede lørdag en stor overraskelse, da de spillede semifinale i Swiss Open, der rangerer på niveau 5 på World Touren.

Danskerne, der ligger nummer 102 i verden, vandt deres semifinale mod nummer 17 på verdensranglisten, Lu Kai og Chen Lu, med cifrene 20-22, 21-19, 23-21.

Efter et stort drama vandt de på deres tredje matchbold over de femteseedede modstandere.

Det danske par fik en fremragende start på kampen og snuppede de første syv point. Senere førte danskerne også 16-10, men så skiftede matchen karakter.

Kineserne vandt seks point i træk og udlignede til 16-16 og spillede sig til sætbolde ved 20-18. Danskerne afværgede i første omgang, inden modstanderne alligevel vandt 22-20.

Kai Lu og Lu Chen blev besejret af danskerne i tre sæt. (Foto: GEORGIOS KEFALAS © Scanpix)

Den udgang kunne have taget modet fra danskerne, men de kæmpede fortsat for sagen i et andet sæt, der fra begyndelsen var helt tæt.

Danskerne skabte et forspring på 14-11 og 16-13, og da de senere spillede sig til en sætbold ved 20-19, slog de til i første hug.

De fik også en god start på tredje sæt med føringen på 5-2, men siden fik kineserne overtaget og bragte sig på 12-9. Det blev også 17-14, men danskerne nægtede at give sig.

De udlignede til 18-18 og spillede sig til matchbold ved 20-19, men den blev misbrugt. Det samme blev den ved stillingen 21-20, men tredje gang blev lykkens gang, da Mathias Bay-Smidt slog en vinder på tværs af banen.

Parret var eneste danske islæt i semifinalen, og nu sørger de altså også for dansk aktivitet på søndagens finaledag.

/ritzau/

Facebook
Twitter