Dansk succesduo triumferer i Hongkong

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen har søndag vundet turneringen Hong Kong Open.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen var for få uger siden uhyre tæt på at vinde VM-finalen. Søndag har de triumferet i Hong Kong Open. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen har i dén grad tur i den.

I sommer vandt den danske badmintonduo både turneringerne European Games og Canada Open, og for få uger siden var de endda også uhyre tæt på at snuppe VM-titlen, men måtte akkurat se sig slået efter en nervepirrende finale.

Søndag eftermiddag fortsatte den danske herredouble så de imponerende takter, da de vandt turneringen Hong Kong Open, der rangerer som en såkaldt Super 500-turnering.

I finalen besejrede den danske duo indoneserne Leo Rolly Carnando og Daniel Marthin.

Med præcise returneringer og knaldhårde server fik Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen gjort betingelserne svære for deres indonesiske modstandere, og selvom modstanderne også bed fra sig undervejs, endte de to danskerne derfor med at vinde i tre sæt med cifrene 21-10, 22-24 og 21-19.

Det er første gang siden 1985, at en dansk herredouble vinder i Hongkong.

Dramatisk afgørelse efter god dansk start

Efter en tæt indledning på første sæt fandt de to formstærke danskere opskriften, der senere skulle give dem en sikker sætsejr.

Seks vundne dueller i træk gav en føring på 11-5, og den føring blev endda forøget til hele 17-6, og så havde indoneserne et mindre bjerg at bestige. Det lykkedes de ikke med, og dermed trak danskerne det længste strå i første sæt og fik også den bedste begyndelse på kampen.

Den rutinerede badmintonduo spillede forrygende i første sæt, men i andet og tredje sæt blev de mere udfordret af indoneserne. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Men finalemodstanderne kom stærkt igen, for allerede i begyndelsen af andet sæt viste de bedre takter og bragte sig også foran 6-3.

Herfra bølgede opgøret frem og tilbage, og de to herredoubler tog skiftevis point på hinanden.

Alligevel fik danskerne hen mod slutningen af sættet mulighed for at lukke kampen.

Men ved stillingen 20-19 kom Astrup og Skaarup til at forivre sig, da de begge slog ud efter bolden, så ketsjerne ramlede sammen. Chancen røg i vasken, og så endte det i stedet med at blive indoneserne, der fik lukket sættet til 22-24.

En nervepirrende afslutning på andet sæt, og det kampbillede fortsatte også i tredje sæt.

For danskerne begyndte det lovende, da de bragte sig foran 7-4, men finalemodstanderne hang på og fik udlignet til 8-8.

Igen bølgede opgøret frem og tilbage, men med et par præcise smashes og indonesiske fejl, bragte danskerne sig foran 20-18 og fik dermed to matchbolde.

Den anden af dem udnyttede Astrup og Skaarup, og dermed kunne de kaste ketsjerne fra sig, smide armene i vejret og juble over sejren i Hong Kong Open.