Danske badminton-europamestre spiller sig i en af sæsonens største finaler

Den danske herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er klar til finalen i China Open.

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen har spillet sig i finalen i China Open. (Foto: Sajjad Hussain © Scanpix)

Danskerne besejrede lørdag Hung Ling Chen og Chi-Lin Wang fra Taiwan med 21-13 og 21-19 og kvalificerede sig til slutkampen i China Open, der er en af de største turneringer i sæsonkalenderen.

I søndagens finale skal det danske par op imod Haodong Zhou og Chenkai Han fra Kina.

Danskerne ekspederede tidligere på ugen verdensmestrene Li Junhui og Liu Yuchen ud af turneringen. De indledte da også semifinalen med stor selvtillid, dominerede første sæt klart og vandt 21-13.

Det blev noget mere jævnbyrdigt i andet sæt, hvor Taiwan-parret havde initiativet, mens danskerne hele tiden skulle kæmpe for at holde kontakt.

En stor del af sættet forløb efter samme mønster: Taiwanerne bragte sig foran, og danskerne udlignede. Begge par havde meget svært ved at score point i egen serv.

Først da en af taiwanerne sendte bolden i nettet ved 17-17, lykkedes det Skaarup Rasmussen og Astrup at komme i spidsen for første gang.

Danskerne havde en netruller med sig ved 19-19 og afgjorde efterfølgende kampen på første matchbold.

Kim Astrup og Anders Skaarup vandt tidligere på året europamesterskabet, men har aldrig vundet en turnering på BWF World Tour.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter