Danske badmintonstjerner melder afbud til VM for hold

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er ude af Uber Cup, mens Thomas Cup bliver uden Carsten Mogensen.

Christina Pedersen og Kamilla Rytter Juhl meldte også afbud til EM. Reuters / Andrew Boyers Livepic EDITORIAL USE ONLY. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Både kvindernes og herrernes badmintonlandshold må stille svækket op til deres forestående hold-VM.

Den stærke danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har meldt afbud til kvindernes udgave af VM for hold, Uber Cup, mens Carsten Mogensen er ude af herrernes pendant, Thomas Cup.

Afbuddene skyldes private årsager, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

For Christinna Pedersen er der tale om sygdom i den nærmeste familie.

Plads til privatlivet

Afbuddene ærgrer sportschef Jens Meibom.

- Vi er rigtig ærgerlige over, at vi desværre ikke kan bringe Christinna og Kamilla i spil på Uber Cup-holdet, og det er selvfølgelig også et tab for vores Thomas Cup-hold, at Carsten ikke kommer med.

- Men vi har også forståelse for, at der lige nu er andre ting i deres liv, som vægter højere end badminton, siger Jens Meibom.

Alexandra Bøje og Anders Skaarup er udtaget som erstatninger.

I Thomas Cup stiller Danmark op som forsvarende mester efter den meriterende triumf i 2016, hvor Indonesien blev slået 3-2 i finalen.

/ritzau/

Facebook
Twitter