Dansker på finalejagt: 'Jeg kan gå frit ind til det'

Badmintonspilleren Rasmus Gemke skal lørdag eftermiddag forsøge at spille sig videre fra semifinalen i French Open.

Rasmus Gemke skal i semifinalen ved French Open møde kinesiske Shi Yugi, der er nummer to på verdensranglisten. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Bare 21-årige Rasmus Gemke har aldrig tidligere stået i en finale i en turnering på størrelse med French Open.

Ja faktisk har han heller aldrig stået i en semifinale på lignende niveau. Det gør han nu.

For med flot spil og stærke præstationer har den unge badmintonspiller overrasket i det franske, hvor han nu står med et ben i finalen. Eneste forhindring på vejen dertil er verdensranglistens nummer to - kinesiske Shi Yugi – som danskeren møder i semifinalen lørdag eftermiddag.

- Jeg føler, at jeg kan gå lidt frit ind til det.

- Det er første gang, jeg står i en semifinale i en så højt rangeret turnering, så jeg skal egentlig bare gå ind og spille mit spil, og gøre det så godt jeg kan, siger Rasmus Gemke.

Undertippet dansker

Den unge dansker er da også klart undertippet mod den stærke kineser.

Faktisk havde Rasmus Gemke før French Opens start aldrig nogensinde slået en spiller i verdensranglistens top 20. Det ændrede sig dog i første runde da han sendte verdensranglistens nummer fire Tien Chen Chou ud af turneringen, og det har givet tro på tingene før semifinalen mod verdensranglistens nummer to.

- Jeg håber meget på det, og jeg vil gøre alt for det. Det er en stærk modstander, jeg står overfor, men jeg tror selvfølgelig på heldet.

Fundet roen

På vejen til semifinalen har Ramus Gemke også slået danske Hans-Kristian Vittinghus og Thailænderen Kantaphon Wangcharoen ud af French Open, der rangerer som Super 750 turnering. Niveauet lige under badmintonsportens tre største Super 1000 turneringer.

Den unge badmintonspiller er ikke i tvivl om, hvorfor han for første gang i sin karriere leverer på det her niveau netop nu.

- Jeg har fundet en god ro, og jeg har ikke ladet mig stresse undervejs. Hvis det ikke lige har kørt i en periode, så har jeg egentlig bare fundet mig selv igen og er kommet tilbage til gameplanen. Jeg synes, at jeg har været meget fokuseret, siger han.

Rasmus Gemke spiller semifinale i French Open omkring kl. 13.30 lørdag.