Den tynde dreng med de kæmpe fødder er blevet et badmintonbæst

VM-finalisten Anders Antonsen har en særlig ro ikke mange andre 22-årige besidder, siger danskerens klubtræner.

Anders Antonsen spiller søndag VM-finale mod japanske Kento Momota. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

Da Thomas Damgaard, træner i den aarhusianske badmintonklub Aarhus AB, så en purung, tynd og splejset Anders Antonsen for første gang, var han ikke helt overbevist.

- Det gør helt ondt at sige i dag, griner han.

Han var ikke overbevist om, at vi godt og vel ti år senere skulle se ham i en VM-finale.

- Det havde intet at gøre med, at jeg ikke kunne se, at ketcheren nærmest var en del af hans hånd. Det var udelukkende, fordi jeg var i tvivl, om han kunne bygge alt den fysik på, det krævede, siger Thomas Damgaard, der har været træner for Anders Antonsens klubhold, Aarhus AB, i seks år.

Den 22-årige aarhusianer har dog sidenhen gjort Damgaards tvivl til skamme. Heldigvis, indskyder badmintontræneren.

- Han er jo et bæst nu.

I 2015 mødte Anders Antonsen den tidligere danske verdensmester Viktor Axelsen i finalen ved Copenhagen Masters. Den dengang 18-årige Antonsen tabte finalen. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Da Thomas Damgaard først lærte den danske verdenstjerne at kende, gik det lynhurtigt op for ham, at her var altså en ganske særlig ung knægt.

- Jeg kunne mærke hans determination, vilje og tiltro, ikke sådan en latterlig tiltro til egne evner, men en virkelig tro på, at han kunne det her.

Senere i dag spiller Anders Antonsen VM-finale mod verdensetteren Kento Momota fra Japan. Forud ligger så mange timer i træningslokalet, at man får helt ondt i armene bare af at tænke på det.

- Anders har altid været tynd, men da jeg kunne se, at han begyndte at få noget, der mindede om en lægmuskel, tænkte jeg, at han ikke bliver en, der engang imellem popper op ved turneringer, men også bliver holdbar i verdenstoppen. Han bliver rigtig svær at vifte væk, siger Thomas Damgaard.

Fornemmelsen for fjerbolde

Det kan næppe komme som en overraskelse, at man skal være ret så hård med ketcher og fjerbold, hvis man skal stå i en VM-finale ligesom Anders Antonsen.

Og talentet har da også altid været der, siger Thomas Damgaard.

Læg dertil, at Antonsen rummer en række menneskelige egenskaber, som sjældent er bundfældet i en alder af bare 22 år.

- Den mentale del har aldrig været noget problem for Anders. Han har jo aldrig været i tvivl om, at han kunne lægge den på linjen ved 29-29 i 3. sæt, hvis det var det, der skulle til.

- Han er virkelig en, der elsker det her. Den store scene. Og det påvirker ham ikke negativt, siger Aarhus AB-træneren.

  • Anders Antonsen lægger sig på det grønne gulv. Danskeren har netop slået Kantaphon Wangcharoen fra Thailand og spillet sig i VM-finalen. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)
  • 22-årige Antonsen kan søndag blive verdensmester. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)
1 / 2

De fleste kender historien om den trojanske kriger Achilleus. Om akilleshælen og menneskets svage punkt.

Et sådan har VM-finalisten også, siger Thomas Damgaard.

- Det er ikke, fordi badmintonbevægelsen falder ham unaturligt, men dengang Anders var yngre, var han jo bare en tynd dreng på nogle kæmpe fødder. Det så helt komisk ud nogle gange, og han kunne også næsten falde over sine egne fødder. Han havde nogle udfordringer, hvis han blev fintet og trukket i den forkerte retning.

Anders Antonsens kompenserer til gengæld ved at have noget så enkelt som flair for fjerbolde. Danskeren har en ganske særlig evne til at læse, hvor boldene falder.

- Det er ikke særlig ofte, at det er nødvendigt for Anders at foretage et retningsskifte, fordi han er så vildt god til at fornemme, hvor modstanderen spiller bolden hen. Han har en fornemmelse for det, som meget, meget få har, siger Thomas Damgaard.

- Jeg er ikke engang sikker på, at han selv ved hvorfor. Han kan det bare. Og det har han altid kunnet.

Danske Anders Antonsen spiller søndag VM-finale mod Kento Momota cirka klokken 14.45 dansk tid.

Facebook
Twitter