Fem år med nederlag: Axelsen skal møde tæt på uovervindelig japaner

Viktor Axelsen er sammen med Rasmus Gemke og Anders Antonsen klar til kvartfinalen i Fuzhou China Open.

Viktor Axelsen har tabt de sidste 11 opgør til Kento Momota. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er klar til at møde sin onde ånd, verdensetteren Kento Momota, i kvartfinalen ved Super 750-turneringen Fuzhou China Open.

Det står klart, efter at den 25-årige dansker slog indiske Kashyap Parupalli ud i anden runde natten til torsdag dansk tid.

Axelsen, der er nummer seks på verdensranglisten, skulle bruge 43 minutter på at slå verdens nummer 25 ud med cifrene 21-13, 21-19.

Det var Axelsens anden sejr i år over Parupalli. Ved India Open i marts vandt danskeren også i to sæt.

I første sæt vandt danskeren seks point i træk ved stillingen 9-7, og herfra kom inderen aldrig tilbage i sættet.

Andet sæt var meget mere spændende, hvor de to spillere skiftedes konstant til at være i front. Parupalli var endda foran 19-17, men herfra tog danskeren fire point i træk, og dermed var sejren en realitet.

Møder sin onde ånd

Japanske Momota går ind til kvartfinalen mod Axelsen med to sejre, hvor modstanderen trak sig undervejs.

Momota har vundet 12 af de 14 indbyrdes opgør mod danskeren.

Kento Momota har overhånden i de indbyrdes opgør med Viktor Axelsen. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Axelsens seneste sejr ligger helt tilbage i 2014, og Momota har vundet de seneste 11 opgør. Sidst, de to kamphaner mødtes, var i april ved Singapore Open, hvor Axelsen tabte med 15-21, 18-21.

Også Rasmus Gemke og Anders Antonsen er klar til kvartfinalen.

Gemke vandt første sæt mod Shi Yuqi, inden kineseren trak sig i andet sæt med en skade. Gemke kan i kvartfinalen møde landsmanden Jan Ø. Jørgensen eller Ng Ka Long Angus fra Hongkong.

En anderledes lang kamp blev det til for Antonsen, der var ude i tre tætte sæt, inden sejren kom i hus over Sai Praneeth fra Indien. Den femteseedede dansker vandt med 22-20, 20-22, 21-16.

Til gengæld lykkedes det ikke for damesinglen Mia Blichfeldt at spille sig videre fra anden runde. Danskeren tabte i tre sæt til verdens nummer fem, Ratchanok Intanon fra Thailand, med 8-21, 21-16, 7-21.

/ritzau