Forbund bukker sig for Fischer: Historiens bedste konstellation

Der bliver ikke lagt skjul på, at Joachim Fischer har været en del af en af de mest succesfulde mixeddoubler.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen skal ikke spille sammen mere, og det er en stor del af dansk badmintonhistorie, der bliver brudt op. (Foto: Andrew Boyers)

Badmintonforbundet har besluttet at bryde den succesfulde mixeddouble med Christinna Pedersen og Joachim Fischer, men de erkender, at det er en stærk duo, som man siger farvel til.

- Det er nok vores histories bedste mixeddouble-konstellation. Vi har selvfølgelig tidligere haft par, der har vundet VM-guld, men vi har ikke haft nogen mig bekendt, der har vundet OL- og VM-medalje og samtidig også taget så mange Super Series-sejre, siger Jens Meibom, der er sportschef i forbundet,

Det er endnu uvist, hvorvidt den 38-årige Joachim Fischer fortsætter karrieren med en ny partner, da han er i overvejelsesfasen, men badmintonforbundet håber på, at man under alle omstændigheder kan tage en værdig afsked med Fischer.

- Det er jo en 20-årig karriere, der har været det flotteste, vi næsten kan forestille os, og vi håber også på, at når dagen kommer, hvor han beslutter sig for at stoppe, at vi kan hylde ham for alle de flotte resultater, han har givet dansk badminton og for de store oplevelser, han har givet os, siger Jens Meibom

- Jeg har kun ros til overs for Fischers karriere, for det har været fantastisk, forklarer han.

Stukket en finger i jorden

Ifølge Jens Meibom har det været en lang proces at komme frem til at splitte Joachim Fischer og Christinna Pedersen, hvor sidstnævnte fremover skal spille sammen med Mathias Christiansen.

- Jeg har fuld forståelse for, at Fischer er både skuffet og ked af det. Beslutningen er ikke truffet i forhold til nu og her i 2017, men den er truffet i forhold til at se fremad mod OL 2020, hvor vi ønsker at være konkurrencedygtige, forklarer sportschefen.

Joachim Fischer ærgrer sig over, at på trods af han har leveret mange store resultater, at han så ikke får en længere snor. Umiddelbart virker det dog som om, at Christinna Pedersen har bakket op om badmintonforbundets beslutning.

- Ligesom med de andre spillere, der indgår i OL-satsningen 2020, har vi stukket en finger i jorden før VM og spurgt ind til ambitionerne. Der får jeg en fornemmelse af, at Christinna Pedersen stadig er interesseret i at spille mixeddouble, og på den baggrund har vi så fremlagt, hvad der gav bedst mening for hende, og det har hun været enig med os i, siger Jens Meibom.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen har vundet 13 Super Series-turneringer, to VM-bronze og en enkelt OL-bronze.

Facebook
Twitter