Danmark har altid været leveringsdygtig i badmintonspillere i topklasse. Senest understregede Viktor Axelsen netop det, da han stod øverst på podiet i årets udgave af All England. Men gennem historien har mange danskere stået øverst på podiet ved de store turneringer.
Selvom det nuværende kuld med Viktor Axelsen og Anders Antonsen i spidsen leverer på topniveau, så står der flere unge og håbefulde talenter klar i kulissen til også at byde sig til.
Med hjælp fra Jens Meibom, der er elite- og sportschef i Badminton Danmark, udpeger DR Sporten cremen af den næste ungdomsårgang i dansk badminton.
Magnus Johannesen
Det gav genlyd i dansk badminton, da 18-årige Magnus Johannesen leverede overraskelsen og slog Anders Antonsen, den tredobbelte og daværende forsvarende mester, i kvartfinalen ved danmarksmesterskabet i herresingle tidligere i år.
Den unge nordjyde måtte dog kapitulere i semifinalen, men han havde allerede bevist, at han er en, der skal holdes øje med i fremtiden.
Magnus Johannesen spiller til daglig i Aalborg, men planen er, at han skal rykke over på det Nationale Elite Træningscenter, når han har færdiggjort sin studentereksamen.
Hvad gør ham unik?
- Magnus har en utrolig god teknik med det, vi kalder en god føling. Der er bløde bevægelser, og han har en god føling i forhold til at lægge boldene meget præcist. Og så er han dygtig rent taktisk, hvor han formår at følge en gameplan, blandt andet mod Anders Antonsen til DM, hvor han spillede meget disciplineret og lavede meget få fejl, i forhold til det niveau og tempo der blev spillet i.
- Så hans teknik og taktiske forståelse er på et højt niveau.
Hvor langt kan han nå?
- Alle dem, jeg kommer til at nævne, de har et potentiale til på sigt at vinde medaljer på allerhøjeste niveau. Det er den selvforståelse, vi har i forbundet. Vi har tradition for at vinde medaljer til EM, VM og OL kontinuerligt.
- Vi vil selvfølgelig ikke gå og fedtspille og underspille vores unge spillere, så vi står ved, at de har et potentiale. Samtidig er det også vigtigt at understrege, at de også skal have tid til at udvikle sig. De skal have mulighed for at udvikle sig stille og roligt frem mod verdensklasse.
Hvad er næste skridt?
- Det han skal arbejde med, det er hans fysik. Han er ikke superhøj og stor endnu. Jeg tror, han bliver lidt højere, men han får brug for at bygge noget fysik på. Det er noget af det, han har mest fokus på lige nu.
- Vi vil stille og roligt prøve at invitere ham over til Brøndby (til det Nationale Elite Træningscenter, red.) og være en del af træningen sammen med Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Rasmus Gemke og så videre. Man kan ikke være med 100 procent, når man kommer som ung spiller. Niveauet og intensiteten er bare for højt, og man bliver skadet, hvis man er med 100 procent fra starten af. Så tanken er stille og roligt at vænne Magnus til tempoet og intensiteten, så han ikke bliver skadet.
Line Christophersen
Line Christophersen vandt danmarksmesterskabet i damesingle tidligere i år som blot 20-årig. En titel hun tilføjer til cv’et, der blandt andet også tæller en sølvmedalje fra ungdomsverdensmesterskabet i 2018.
Line Christophersen er allerede inde omkring det Nationale Elite Træningscenter, hvor hun integreres stille og roligt.
Hvad gør hende unik?
- Lines force er, at hun er utrolig hurtig på banen. Hun bevæger sig rigtig hurtigt, som er vigtigt i single. Så har hun også nogle gode angrebsslag. Hun har i høj grad en fysik med i bagagen, som gør, at hun som standard har noget, der er vigtigt, at have i damesingle.
Hvor langt kan hun nå?
- Line ser vi også et stort potentiale i til at kunne lave noget støj på det øverste niveau i verden.
Hvad er næste skridt?
- Det, hun skal arbejde med, er det taktiske i forhold til ikke at begå for mange fejl. At finde balancen mellem at være offensiv, men ikke så offensiv at hun laver mange uprovokerede fejl.
Freja Ravn og Amalie Magelund
Den unge damedouble med Freja Ravn og Amalie Magelund er allerede en del af træningen på det Nationale Elite Træningscenter, hvor de kommer til at deltage fuld tid til sommer.
Freja Ravn og Amalie Magelund imponerede blandt andet ved verdensmesterskabet i 2019, hvor de gav det sydkoreanske par So Hee Lee og Seung Chan Shin, der dengang var nummer seks på verdensranglisten, kamp til stregen, men dog måtte se sig slået.
Hvad gør dem unikke?
- De er gode rent teknisk, taktisk og også mentalt. Jeg er meget imponeret af dem. Både i forhold til deres taktik, men de har også været cool og seje, når de har mødt nogle af de gode par. De lader sig ikke kyse. Der er en dejlig fandenivoldskhed omkring dem, som jeg rigtig godt kan lide.
Hvor langt kan de nå?
- Jeg vil bestemt ikke afvise, at de kan komme langt frem i damedouble.
- Damedouble er en svær kategori. Der er mange om buddet, men jeg har helt klare forventninger om, at Freja og Amalie spiller sig frem til at være blandt de allerbedste par i Europa indenfor en kort årrække. Så må vi se derfra.
Hvad er næste skridt?
- De er ikke superstore, så der skal arbejdes for at få bolden i gulvet. Så det er noget omkring deres fysik, de skal arbejde med.
- Det er klart, at vi ikke kan gro dem større. Det er det eneste, vi ikke kan. Så de kan ikke lave samme strategi som eksempelvis Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, hvor Kamilla var stor og stærk og kunne slå bolden i gulvet. Så de skal finde en anden gameplan, hvor de spiller lidt mere kontra på modstanderens offensive slag, og derudover blive rigtigt gode på de tre første bolde i duellen (serv, modtagning og 3. bold, red.), så de kan vinde nogle hurtige og ”nemme” point.
Alexandra Bøje
Alexandra Bøje gør sig i doublekategorierne, og kan både spille mixed- og damedouble. Hun kan blandt andet skrive en sølvmedalje i damedouble fra ungdomseuropamesterskabet og en bronzemedalje i mixeddouble fra sammeturnering på cv’et.
Efter en del forskellige makkere er hun nu fast makker med Mathias Christiansen i mixeddoublen.
Hvad gør hende unik?
- Hun har et unikt blik for spillet og også en god teknik. Hun har et meget intuitivt blik for spillet. Og så har hun også en frækhed, der gør, at hun tør søge chancen og være uforudsigelig. Hun prøver at gå efter nogle bolde, hvor hun forudser spillet. Den frækhed og intuition er en kæmpe gave for hende, for det er svært at træne.
Hvor langt kan hun nå?
- Jeg synes, Alexandra har en god pakke. Hun har potentiale til at komme op på et niveau, hvor hun kan vinde medaljer for Danmark på højeste niveau, altså EM, VM og OL. I damedouble og mixeddouble har hun potentialet til på sigt at være en af dem, der kan vinde medaljer til Danmark.
Hvad er næste skridt?
- Hun skal udvikle sin fysik. Hun skal bygge på og blive stærkere, så hun kan holde til den træningsmængde, der kræves for at nå verdensklasse uden at blive skadet. Samt holde til det intensive turneringsprogram, der er for de bedste på World Touren.