Grædefærdig Antonsen i første VM-finale i badminton nogensinde

I herresinglefinalen venter der Anders Antonsen et opgør mod verdensetteren Kento Momota.

Som den syvende danske herresinglespiller i historien er 22-årige Anders Antonsen klar til en VM-finale i badminton.

Femteseedede Antonsen spillede lørdag en fremragende semifinale og slog Thailands Kantaphon Wangcharoen med cifrene 21-15, 21-10 efter at have slået den olympiske mester Chen Long i fredagens kvartfinale.

I finalen venter ingen ringere end den forsvarende verdensmester og suveræne verdensetter, Kento Momota fra Japan.

Men uanset udfaldet af finalen vil det være karrierens største resultat for Anders Antonsen.

Anders Antonsen jubler over sin finaleplads. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Opsat antonsen

Den unge dansker virkede ekstremt tændt fra start i semifinalen, og han kørte sin to år yngre thailandske modstander rundt på banen i indledningen.

Antonsen vandt syv af de første ni dueller, kom også foran 10-4, inden Kantaphon Wangcharoen fik succes med sin offensiv. Men så fik han også succes.

Han tog seks point på stribe, og så var alt lige ved 10-10.

Anders Antonsen var oven på i hele semifinalen. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Anders Antonsen fik rystet den dårlige periode af sig, og han tiltvang sig igen overtaget med tålmodigt spil og skarpe angrebsslag.

Foran 18-13 havde han skabt det hul, der skulle til for at køre sættet hjem. Cifrene endte med at lyde på 21-15.

En lige start på andet sæt blev ved 4-4 afløst af dansk dominans. Total dansk dominans.

Antonsen satte sig tungt på duellerne, og da Kantaphon Wangcharoen ved 4-9 også slog sin hånd, så det for alvor godt ud set med danske briller.

Ingen tvivl om sejren

Det så ud til, at det blot skulle være et spørgsmål om sejrens størrelse, da de to spillere gik til et kort ophold ved 11-4.

Der kom da heller ikke skyggen af spænding tilbage i opgøret. Til det var Anders Antonsen alt for stærk.

I overlegen stil kørte han sættet og finalepladsen hjem med 21-10.

Den seneste dansker til at nå en VM-finale var Viktor Axelsen, som tog VM-guld i 2017.

Før det var Peter Gades finalenederlag i 2001 seneste danske visit i en VM-finale.

/ritzau/

Facebook
Twitter