Hjemvendt Axelsen vil sikre dansk VM-triumf

I 2016 vandt Danmarks badmintonherrer hold-VM for første gang nogensinde. Den bedrift vil Viktor Axelsen gentage på hjemmebane i Aarhus.

Viktor Axelsen er hjemme i Danmark, hvor han og det danske landshold i weekenden tager hul på hold-VM. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Når man samler verdens bedste badmintonspillere til et hold-VM i Aarhus, får den olympiske guldvinder naturligvis også en invitation. Viktor Axelsen, dansk ketsjerstjerne bosat i Dubai, er derfor rejst hjem for at tilslutte det rød-hvide hold, han ikke længere deler hverdag med, men stadigvæk er en del af.

I weekenden skal Axelsen og Danmark så forsøge at gentage bedriften fra 2016, hvor holdet vandt Thomas Cup for første gang nogensinde.

- Det har været fedt at være hjemme igen. Jeg er faldet rigtig godt og hurtigt til, som jeg plejer. Alle spillere, trænere og teamet omkring er her for at vinde medaljer, og det er også det, jeg fokuserer på, siger Viktor Axelsen over telefonen inden fredagens aftentræning.

I en herresinglehverdag, hvor Axelsen som oftest kun skal stå til ansvar over for sig selv, hvis en baghåndsreturnering kikser, er deltagelsen som et samlet dansk hold ved VM markant anderledes.

- Jeg elsker at være en del af et hold, og jeg tror også, at man kan se på de følelser, der var i 2016, da vi vandt, at det er noget specielt. Vi er ikke vant til at have nogen at dele den lykke med. Ofte står du selv med den, men det er der mulighed for til Thomas Cup – at lykkes sammen. Det er meget specielt, også for mig personligt, siger Viktor Axelsen.

- Det er en enorm traditionsrig turnering, alle lande gerne vil vinde. Det er lille Danmark oppe mod en masse store, primært asiatiske lande med enorm lang badmintonhistorie, så det er helt specielt, siger Viktor Axelsen (tv.) om Thomas Cup, han og danskerne i 2016 vandt for første gang nogensinde. (Foto: Johannes Eisele © AFP or licensors)

Danskeren har en god fornemmelse inden første puljekamp mod Frankrig lørdag aften.

- Jeg tror på, at vi har holdet, der kan gøre det (vinde turneringen, red.). Samtidig går vi også ydmygt ind til opgaven. Vi ved, at skal vi spille med om medaljer og være med, hvor det er allersjovest, kræver det, at vi alle præsterer over hele linjen, siger han.

Skiftet fra Danmark til Dubai

Det har været et begivenhedsrigt år for Viktor Axelsen, som rent sportsligt kulminerede, da en hulkende, men lykkelig fynbos svedige ryg ramte gulvet i den olympiske badmintonarena i Tokyo. Tårerne fortalte, hvor svært Axelsen havde ved at begribe det OL-guld, han kort efter fik om halsen.

Siden fulgte beslutningen om at forlade Danmark til fordel for en tilværelse i Dubai, hvor Viktor Axelsen nu træner på det enorme sportskompleks Nad Al Sheba Sports Complex. Her er danskeren med sin kæreste, Natalia, og datteren, Vega, faldet godt til, lyder det.

Også sportsligt har Viktor Axelsen fundet det, han ledte efter.

- Jeg har haft et godt set up med nogle gode spillere, og vi har stablet noget rigtig god træning på benene. Jeg synes også, at jeg viste mit niveau til Sudirman Cup, og at spillet er, hvor det skal være. Så rent sportsligt synes jeg ikke, at jeg kan sætte en finger på det.

Viktor Axelsen med landstræner Kenneth Jonassen i Brøndby Hallen. Flytningen til Dubai betyder, at Jonassen ikke længere skal træne badmintonspilleren i individuelle turneringer på World Touren. Til EM og VM for hold og individuelt - som i den kommende uge - er det dog muligt. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Axelsens flytning fra det danske elitemiljø i Brøndby til Dubai skabte stor debat. Amnesty har tidligere til DR Sporten forklaret, hvordan 'der bliver begået en lang række alvorlige krænkelser af menneskerettigheder' i landet.

Det var tydeligt, at det vakte stærke følelser, da du meddelte, at du flyttede til Dubai. Blev du overrasket over den kritik, der jo også kom?

- Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg respekterer fuldt ud, at folk giver deres mening til kende. Jeg havde heller ikke forventet andet. Jeg har fortalt, hvilke bevæggrunde jeg har haft for mit skifte på min Facebook-side, og lige på nuværende tidspunkt har jeg ikke yderligere kommentarer til det, siger Viktor Axelsen.

Så hvis jeg spørger, om du føler, at der er nogle andre forventninger til dig, fordi du er en dygtig badmintonspiller og olympisk mester, vil du ikke svare på det?

- Nej, jeg er her (til Thomas Cup, red.) for at fokusere på det sportslige og har derfor ikke yderligere kommentarer, siger badmintonspilleren.

FacebookTwitter