INTERVIEW Jan Ø. Jørgensen: Jagter friheden på ryggen af en Harley

Han er en af verdens bedste, men kronisk skadesplaget, og derfor er han sur lige nu. Han kører Harley, hører Doors og skubber bevidst sin sport væk fra sig. DR har mødt Jan Ø. Jørgensen.

Advarslen kommer allerede over telefonen. Jan Ø. Jørgensen vil gerne lave et interview, men det bliver med en ”sur, gammel mand”.

Advarslen bliver lidt mere konkret, da DR møder badmintonstjernen på en café på Vesterbro. Iført sort hue, søvnigt fuldskæg og en trøje med påskriften ”Black Days - some days are darker” ligner han én, som mener dét, han sagde i telefonen.

Jan Ø. Jørgensen er vred. Frustreret og sur. For igen har skades-forbandelsen ramt ham, og igen må verdens nummer to melde afbud til store turneringer, blandt andet EM i Danmark. Lige nu er det hælen, før jul var det hoften, og inden da har skaderne gentagne gange forurenet hans krop og karriere.

Jan Ø. Jørgensen vil ikke sætte en tidshorisont på, hvornår han er tilbage fra sin skade. (Foto: Aleksandar Josevski)

Men som med alt ved Jan Ø. Jørgensen er der en dobbelthed i situationen og måden, hvorpå han tackler den, og som spejler hans to forskellige identiteter, mennesket og badmintonspilleren. Som når han rammer det dybeste mørke, der til gengæld nærer de kræfter, der gør, han kan række ud efter lyset foroven.

- Det er modgang, der giver mig brændstof. Det er med til at skabe den rette sult. Nu har jeg læst eksperter, der siger, at fordi jeg er skadet, så ryger jeg ud af top 10, og at jeg for alvor er ude nu. Det er jo benzin på bålet for mig. Jeg har planer om at modbevise dem, siger Jan Ø. Jørgensen.

Og dermed adresserer den 29-årige badmintonspiller også det spørgsmål, som mange har stillet sig, efter lagene af skader er blevet flere og tykkere, jo ældre han er blevet: Spørgsmålet om, hvorvidt han overvejer at stoppe karrieren?

- Ja, jeg har tænkt tanken, siger han og fortsætter:

- Men den tanke blev hurtigt sparket til hjørne, for jeg elsker at spille badminton, og jeg tror, jeg har meget mere at skyde med. Men jeg har tænkt tanken, også mere inden for den seneste tid, end jeg normalt gør. Jeg er ikke 20 år mere, så det ligger underforstået, at der kommer en dag, hvor jeg skal stoppe. Ja, der kommer en dag. Og den dag er måske tættere på for mig, end den har været før.

Hvornår kommer den dag?

- Jeg ved det ikke. Så længe jeg synes, jeg er konkurrencedygtig, så er jeg også ok med ikke at ligge nummer ét eller to i verden. Jeg vil godt sælge det til mindre. Så længe jeg føler, jeg kan vinde turneringer, så synes jeg, det er interessant, siger han og slår fast:

- Jeg er slet ikke et sted nu, hvor jeg vil stoppe. Der er lang vej fra at tænke tanken og så tage action på det. Jeg elsker badminton, og jeg vil gerne blive ved med at spille i så lang tid, jeg kan.

Jan Ø. Jørgensen har været hårdt plaget af skader. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

- Men hvis jeg skulle stoppe i morgen, ville jeg føle, at det var ok. Jeg har nået rigtigt meget, og jeg ville have det fedt med at have opnået det. Det har været sjovt, og jeg synes også, jeg har sat mit aftryk på sporten. Men jeg vil gerne mere, siger han.

Du har gennem hele din karriere været ramt af mange skader, og du nærmer dig de 30 år? Tænker du på de fremtidige virkninger på din krop?

- Jeg tænker ikke på min krop lige nu. Ikke med de valg, jeg træffer lige nu. Jeg har ikke været særligt god ved min krop det sidste stykke tid, må jeg erkende. Jeg har presset den meget og har spillet kampe, som jeg ikke skulle have spillet. Men jeg har vundet nogle store ting på trods af dét, siger han og uddyber:

- Hele historien omkring Thomas Cup, da vi vinder VM for hold (i maj 2016, red.), dér var jeg bestemt ikke god ved min krop. Min krop var presset, og jeg spillede, selv om jeg ikke var i stand til det. Jeg spillede på smertestillende, og det var lige til grænsen. Men det gav mig en VM-guldmedalje, og det vil jeg ikke bytte for noget. Det var dét værd, siger han.

- Men hvis jeg fortsætter ad det spor, jeg har gang i lige nu, så vil det måske blive et problem senere hen. Det er også derfor, jeg træffer de valg nu med at holde en pause, for at kroppen kan komme sig helt.

Du har vundet store turneringer, er nummer to i verden lige nu, men er ofte skadet og ryger også ofte ud af turneringer tidligt? Hvordan oplever du selv den rutsjebane-karriere?

- Jeg har været i top 5 i så mange år, at der jo må have været en form for stabilitet. Det er ikke noget, jeg har tænkt over, og selvfølgelig vil jeg da komme langt i alle turneringer, men de seneste år har jeg jo ikke kunnet træne på et ordentligt niveau, siger Jørgensen.

- Jeg vil hellere have store højder og falde dybt end bare at være leverpostej.

Mere end badminton

Ilden, der brænder i Jan Ø. Jørgensen, er så omsluttende, at den truer med at opsluge alt indefra. En kompromisløs alt-eller-intet-attitude, der har bragt ham i verdenstoppen, men som også kræver en modvægt for ikke at udvikle sig til noget destruktivt på det menneskelige plan.

Jan Ø. Jørgensen er bevidst om den balance. Han ved, at når han tænder badminton-lunten, skal han skynde sig at slukke den, når han forlader hallen, hvis ikke den skal nå at ramme noget sprængfarligt.

- Når tager jeg væk fra træning i Brøndby, prøver jeg ikke at være ham, der spiller badminton. Jeg vil ikke at snakke badminton med mine kammerater. Der er ikke en eneste af mine kammerater, der tager mig som badmintonspilleren Jan, og det sætter jeg meget stor pris på. Det er meget vigtigt for mig, at jeg kan være mere end en badmintonspiller.

Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen og mennesket Jan Ø. Jørgensen i en konstant kamp mod hinanden. To sider af Jan Ø. Jørgensen, der er gensidigt afhængige af hinanden. Det handler om identitet. Om at føle sig som et menneske med mange facetter i forhold til ”bare” at være badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen.

- Jeg er jo nok egnet til at være badmintonspiller, når jeg er så god, som jeg er. Men jeg har mange træk og interesser, der skyder den anden vej. Det konflikter ret meget, men jeg prøver på at få det til at hænge sammen, så meget jeg nu kan, siger han og fortsætter:

- Jeg er draget af ting, som ikke har noget med elitesport at gøre. Det må jeg erkende. Jeg har behov for det. Behov for at komme væk. Det er ekstremt stressende hele tiden at skulle leve op til folks forventninger og til det at være en af de bedste i verden. Men jeg forsøger at finde balancen, og det synes jeg går fint, siger han.

Harley fra 1942

Han hilser ud i den mørke caféen. Igen og igen. Vi er sted, hvor fjerbolde og verdensranglister er uden betydning; hvor han ikke er badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen. Her i caféen ved det myldrende Enghave Plads på Vesterbro har han fundet et fællesskab omkring motorcykler, et konkret eksempel på ovenstående dualisme.

Her snakker han og nørder motorcykler med ejerne og kunderne, og de tager ofte ud at køre sammen, når altså Jørgensens gamle Harley-Davidson fra 1942 vil starte. Så kører han ud og sprænger elitelivets rammer.

Eller når han, som han gør i øjeblikket, læser filosoffen Henry David Thoreau og hans Walden om at vende civilisationen ryggen og leve det simple, uafhængige, selvrealiserende liv i naturen, eller når han ser filmen Into the Wild med samme tema.

Eller når han hylder sit favoritband The Doors’ eskapistiske musik og tekster i en grad, at han har tatoveret forsangerens ansigt på sin arm.

Hvad, der kunne ligne en flugt fra hverdagen og elitesportens ubønhørlige krav, er snarere et supplement, der er nødvendig for at forene mennesket og badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen.

- Alle drømmer vel lidt om at leve på den måde. Det handler om det helt basale. Alle mænd vil egentlig gerne ud og blive lidt beskidte, og det er også dét, jeg har med den motorcykel. Det er noget urinstinkt, og dér hjælper det, at man kører på noget, der er fra 1942, siger Jørgensen, der i det hele taget er sted i sit liv, hvor erfaringer og erkendelser er blevet til styrker.

Hans mors uventede død i 2011 og hans egne stressrelaterede hjerteproblemer samme år var hændelser, der gjorde, at han strejfede bunden. Det erkendte han åbent på det tidspunkt, hvor lunten blev tændt med selvdestruktivt druk, og hvor han blev bevidst om sin egen udødelighed ved et længere ophold på Gentofte Hospital.

De to hændelser tog hårdt på ham, men i dag ser han på dem som prøvelser, han kom igennem, og som har styrket ham både på banen og udenfor.

- Når man er ung og ikke har nogen stopklods, så er sådanne ting med til at forme én. På bundlinjen har det været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Det var ikke en sjov periode, men jeg har lært meget af det. Man sætter pris på andre ting, man finder ud af, hvad der er vigtigt i livet.

Dengang valgte han at stå frem og fortælle detaljeret om de to hændelser, fordi han havde behov for at vise, at han ikke var anderledes end alle andre. En fremgangsmåde, han ikke ville benytte i dag.

- Det er vigtigt at vise sårbarhed. Jeg tror på, at det også kan være i sårbarheden, at man finder styrke. Når man tør at erkende følsomme ting, tror jeg, at der kan komme noget fint ud af det i sidste ende, siger han og fortsætter:

- Men måske har jeg været mere åben tidligere, end jeg er nu. I forhold til, hvad jeg fortalte tidligere, vil jeg ikke dét mere. På det tidspunkt brugte jeg det meget selvbevidst til at komme igennem nogle ting, eksempelvis med min mors død og mine hjerteproblemer. Det virkede super-godt på det tidspunkt, men det er noget, jeg vil lukke mere ned for i dag, fortæller han.

Respekt for håndbold-kæreste

Han har ellers mange holdninger. Men med en kæreste, der er landsholdsspiller i håndbold, Stine Jørgensen, er han bevidst om, at han skal passe på sine udtalelser. Eksempelvis om den aktuelle debat om graviditet og barsel, hvor der har været tvivl om kvindelige håndboldspilleres rettigheder ved graviditet.

Stine Jørgensen og Jan Ø. Jørgensen her fra 2013. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Hvis jeg blander mig, vil jeg komme til at fremstå som et talerør for Stine, og det vil utvetydigt også blive betragtet som Stines holdning. Det er noget, vi er ret bevidste om. Jeg har tit lyst til at blande mig, og jeg ved ting, som folk ikke ved, fordi vi deler alt med hinanden, siger han og fortsætter:

- Men hvis jeg begynder at blande mig, kommer anføreren på det danske landshold til at fremstå med den holdning, som jeg giver udtryk for. Det kan vi ikke have, så det er et bevidst valg. Stine og jeg kunne hurtigt blive interessante, men vi har formået at holde vores holdninger for os selv, siger Jan Ø. Jørgensen.

I er begge elitesports-udøvere. Kan I hjælpe hinanden, lære noget af hinanden?

- Jeg tror, at jeg er Stines største fan. Jeg kender hende jo allerbedst af alle, så jeg ved alt om, hvad hun besidder, og den måde, hun gør tingene på, har jeg virkelig kæmpe respekt for. Jeg har lært sindssygt meget af hende og gør det stadig hver dag, siger Jan Ø. Jørgensen.

- Hendes ærlighed over for sig selv og til dem, hun arbejder med, er helt enorm. Det er noget, jeg forsøger at efterleve hver eneste dag. Det er super-nødvendigt i et team, som hun er i, at vide, hvor man har hinanden, og det er hun fuldstændig unik til. Hun har været med til skærpe mig og til at være skarpere på mange ting, siger Jørgensen, der får officielt papir på sin Jørgensen til sommer.

Fundet ro med alderen

Huen er ikke på længere. I caféen, der er dekoreret af gamle motorcykler og udstyr til de tohjulede samt billeder af klassiske kværne, fortsætter han med at hilse ud i lokalet. Efter samtalen på caféen skal Jan Ø. Jørgensen ud at forsøge at få sin Harley til at starte.

(Foto: Aleksandar Josevski)

Det har han tid til nu, mens han samler sammen. Samler sammen til den mentale og fysiske kickstart, han vil realisere efter sin skade for at bevise, at han stadig er dér. For at bevise at han stadig kan vinde de største turneringer, alt imens modgangen endnu engang har fyldt motivations-bægeret helt op.

- Det var og er meningen, at jeg skal gå ind i mine bedste år nu i disse år. Jeg har været en fast del af top 5 de seneste fem år, og top 3 de sidste par år, og jeg vandt en stor turnering, China Open, før jul. Jeg er et godt sted, jeg er dét sted, jeg skal være. Jeg er et pisse-godt sted, siger han.

- Jeg er vokset op med en kæmpe tro på mig selv, og jeg tror stadig på, at mine målsætninger kan nås. Jeg tror stadig, jeg har dét, der skal til for at vinde de allerstørste ting. Hvis jeg bare kan vinde én stor turnering hvert andet år, er det ok med mig, men ambitionerne om at vinde OL og VM har jeg naturligvis stadigvæk, siger han.

- Det er også derfor, jeg tager denne beslutning om at holde mig ude i nogle måneder. Jeg vil mere end bare at holde min placering i et halvt år. Jeg vil virkelig mere end det, og jeg forsøger også at gøre det på en måde, så jeg får mig selv med. At være mig selv uden at være en idiot, siger Jan Ø. Jørgensen, der i dag som 29-årig ved præcist, hvordan han skal gøre netop dét.

- Jeg er ikke så søgende længere. Jeg har nået en alder, hvor jeg ved, hvad der virker for mig, og hvad jeg har behov for. Det gælder bare om at stole på det. Og så har jeg det virkelig godt. Jeg har fundet ro med alderen og fundet ud af, hvem jeg er.

Facebook
Twitter