Mandage kan generelt være hårde at komme igennem. De fleste kender det. Kroppen føles lige dét tungere, og det mentale overskud er på sit laveste. Og denne råkolde, mørke mandag i februar sidste år var ekstra hård for Jan Ø. Jørgensen.

Dagen inden havde han højst overraskende tabt DM-finalen til en purung og urutineret Anders Antonsen. Verdens nummer to slået af en 19-årig newcomer.

Det nederlag smertede. Men det var ikke kun stoltheden, der gjorde ondt. Jan Ø. Jørgensen kunne også mærke en irritation i sin hæl. En smerte, han ikke havde følt før. Derfor holdt han også fri fra badminton-banen i en kort periode for at give hælen en pause.

Værste år i karrieren

Diagnosen var en fortykket sene - en tilstand, som alle professionelle badmintonspillere efter 15 år ville mærke, fik han at vide. Derfor bekymrede skaden ham ikke voldsomt i starten, og han begyndte at træne og spille igen hurtigt efter.

Men det viste sig at være en fejl.

- Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så ville jeg have taget tre måneder fri, lige efter jeg mærkede smerten første gang. Så havde det været et helt andet forløb. Et meget nemmere et af slagsen. I stedet udviklede det sig til at blive det mest forfærdelige år i min karriere, fortæller Jan Ø. Jørgensen.

Ordene falder en varm forårsdag på Vesterbro i København halvandet år senere på den anden side af skadeshelvedet.

Jan Ø. Jørgensen er netop kommet hjem fra hold-VM i Thailand, hvor har sammen med resten af landsholdet nåede semifinalerne i det såkaldte Thomas Cup. Men vejen tilbage til den store scene har ikke været ligetil. Efter skaden indtraf i starten af 2017, gav Jan Ø ikke sig selv tid nok til at kommer sig.

- Jeg undervurderer skaden, og i stedet for at holde en pause, fortsætter jeg med at spille turneringer i starten af året, forklarer han.

Jeg begynder at tænke, at der her kan tage lang tid. Og er det overhovedet sikkert, at jeg nogensinde kommer tilbage for fuld kraft?

En gravalvorlig skade

Og det er tydeligt at se på banen, at skaden hæmmer ham. I marts taber han sensationelt til en japansk kvalifikationsspiller i anden runde ved All England. Få måneder efter må han give fortabt i to Super Series-turneringer i Asien. Og i august smerter hælen så meget, at han må melde afbud til et af årets store mål; VM i skotske Glasgow.

- Der indser jeg, at det her er gravalvorligt. Jeg får at vide fra min fysioterapeut, at senen er delvist revet over, og nu skal jeg holde helt fri fra badminton for at komme mig. Jeg er godt klar over, at det er galt.

- Og allerede der begynder jeg at tænke, at der her kan tage lang tid. Og er det overhovedet sikkert, at jeg nogensinde kommer tilbage for fuld kraft, spørger han selv om.

De tanker bliver forstærket de kommende måneder. I starten er målet klart. Jan Ø. Jørgensen skal være tilbage i januar og spille turneringer. Og derfor skruer han helt ned for tempoet og begynder en nøje tilrettelagt genoptræningsplan. Det indebærer blandt andet, at han skal ligge i sin sofa hver dag og vippe med sin storetå i to timer. Hver eneste dag de næste fire måneder.

Tålmodighed er i den grad en dyd for en af Danmarks bedste badmintonspillere i denne periode, og i starten aner han også en fin optimisme omkring forløbet.

Jan Ø. Jørgensen bliver i foråret 2017 gift med kæresten og håndboldspilleren, Stine Jørgensen. (© Jan Ø Jørgensen Instagram)

Han mærker nemlig stadig en stor lykke i kroppen fra den private front efter sit bryllup i foråret sammen med den mangeårige kæreste - håndboldspilleren Stine Jørgensen. Den glæde og hendes support giver ham en sund motivation.

Rammer muren efter nyt setback

Men hurtigt begynder det at gå i den negative retning. Han følger godt nok sin fysioterapeuts plan til punkt og prikke, men smerten er der stadig.

Pludseligt kan jeg mærke en smerte igen. Og der rammer jeg en mur. Jeg er fuldstændig færdig.

- Der er ingenting, der virker. Og kombineret med, at jeg på det tidspunkt er 29 år gammel, så begynder jeg at stresse over, at jeg skal hurtigt over denne skade. Jeg har ikke meget tid tilbage på toppen, og jeg skal igennem det. Jeg skal se et lys for enden af tunnelen, siger han.

Men tunnelen er ret mørk på dette tidspunkt ligesom december-vejret. Og situationen bliver ikke meget lysere, da han forsøger at komme tilbage på træningsbanen i årets sidste måned.

- Jeg skal lave en simpel øvelse, men min hæl siger fra, og pludseligt kan jeg mærke en smerte igen. Og der rammer jeg en mur. Jeg er fuldstændig færdig. Jeg har ondt igen, og jeg indser, at jeg ikke kan gøre comeback i januar.

- Og dermed ser VM i 2018 urealistisk ud. Jeg kan ikke nå at samle point nok til at komme med. Det setback slår mig rigtig meget ud, fortæller han.

Og det kan mærkes på humøret og motivationen hos Jan Ø. Jørgensen. Tankerne om at stille ketsjeren på hylden fylder mere og mere i tankerne efter det seneste setback. Og han arrangerer endda kaffe-aftaler med forskellige mennesker i sit netværk for at overveje andre muligheder end badmintonen.

'Det er ren overlevelse'

- Jeg siger stadigvæk til mig selv, at jeg skal give det en chance hele 2018. Jeg skal ikke give op, før jeg har sagt til mig selv, at jeg har prøvet alt for at komme tilbage. Men tankerne var der om et stop. Ikke vedvarende, men det var en del af forløbet. I nogle situationer har jeg siddet og overvejet om jeg skulle ringe til Kenneth (Jonassen, landstræner) og Jens Meibom (sportschef), og sige, at det var det.

- Jeg har ikke haft hånden over den røde knap og sagt, nu gør jeg det. Men jeg har kigget over på den. Den røde knap har måske været i en glasramme, hvor jeg skulle slå glasset i stykker. Men man famler jo fuldstændig i sådan en situation, hvor du ikke kan se en ende på skadeshelvedet. Det er ren overlevelse, siger han.

Der var aftener, hvor jeg græd over aftensmaden, fordi jeg ikke ville mere. Jeg kunne ikke overskue det og kunne ikke se en ende på det.

I sådan en situation har man brug for en livline. En person, der kan holde én oppe og give troen på, at det kan lade sig gøre at komme tilbage - selv når det ser allersortest ud. Heldigvis for Jan Ø. Jørgensen har han den person i sin kone, Stine Jørgensen. Og hun er essentiel i denne periode, hvor han famler til højre og venstre.

- Der var aftener, hvor jeg græd over aftensmaden, fordi jeg ikke ville mere. Jeg kunne ikke overskue det og kunne ikke se en ende på det. Og der sad hun i den anden ende af bordet og fik mig på andre tanker. Hun ved, hvordan jeg har det som idrætsudøver. Hun kender mig, og hun kender denne verden.

Jan Ø. Jørgensen må tålmodigt genoptræne fra dag til dag. (© Jan Ø Jørgensen Instagram)

- Min familie og venner har selvfølgelig også hjulpet, men Stine har klart været den vigtigste person for mig i denne fase. Hvis jeg ikke havde haft hende, så tror jeg sgu ikke, jeg havde spillet den dag i dag. Udover at hun forstod mig både som menneske og eliteudøver, så var hun bare skarp til at holde mig i ørerne med min genoptræning og holde motivationen oppe. Hun sagde de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, forklarer han.

Endelig comeback

Og med en ny portion optimisme begynder genoptræningen at gå markant fremad i starten af 2018. Hælen er stadig ikke på 100 procent, men Jan Ø. Jørgensen kan fornemme en tydelig fremgang. Og midt i februar kommer den store forløsning, som han har higet efter: Grønt lys til spille turneringer.

Efter otte opslidende måneder gør han comeback, da han sammen med landsholdet vinder hold-EM i russiske Kazan. Derefter spiller han sig i finalen i en schweizisk turnering senere på måneden. Niveaumæssigt er det en af de lavest rangerede turneringer, men som nummer 155 i verden kan man ikke være kræsen.

Jeg har stadig ondt. Ikke på samme måde, men jeg kan stadig mærke det, og jeg spørger mig selv, om det er sådan, det bliver?

På papiret er det et flot og godkendt comeback, men Jan Ø. Jørgensen er stadig ikke begejstret. For det første er hans krop helt ødelagt efter en intensiv turnering i Schweiz. Og for det andet smerter hælen stadig.

- I finalen i Schweiz kan jeg nærmest ikke gå. Og jeg er stadig ikke overbevist om, at jeg kan spille uden smerter. Jeg har stadig ondt. Ikke på samme måde, men jeg kan stadig mærke det, og jeg spørger mig selv, om det er sådan, det bliver? På det tidspunkt tror jeg ikke, det er realistisk, at jeg nogensinde skal blive 100 procent smertefri igen, fortæller han.

Skal ikke blive et fuser-comeback

Og det er ikke det eneste, der bekymrer ham på dette tidspunkt. Jan Ø. Jørgensen ved, hvad der skal til for at være på toppen af badminton-verden. Og noget af det vigtigste er hård og kvalitativ træning hver eneste dag. Men på dette tidspunkt kan kroppen og hælen ikke holde til det, selvom han officielt har gjort comeback i offentligheden.

- Og så bekymrer det mig, at jeg slet ikke er god nok i de træninger, jeg trods alt kan gennemføre. Kvaliteten mangler, og det gør mig næsten endnu mere presset end selve skaden. Jeg er jo ikke kommet tilbage for at ryge ud i første og anden runde og være nummer 30 i verden.

Jan Ø. Jørgensen vil ikke bare være tilbage igen. Han kæmper for at spillet i toppen. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

- Nej, jeg har kæmpet stenhårdt for at komme i top 5 igen og vinde turneringer. Så bliver det bare et fuser-comeback. Ja, han kom tilbage, men i hvilken forstand? Mentalt var det pisse hårdt på det tidspunkt, siger han.

Netop første runde bliver endestationen for ham ved All England kort tid efter. Kroppen er stadig voldsomt medtaget efter turneringen i Schweiz, og Jan Ø. Jørgensen har endnu engang brug for at samle sig selv op.

Smerten er væk - motivationen i top

Men han gør det igen - stadig med stor hjælp hjemmefra. Og i starten af april begynder smerterne at forsvinde stille og roligt. Endelig føler han sig 100 procent smertefri. Det betyder, at han nu kan begynde at træne dét, som er nødvendigt. To gange to timer dagligt pisker han frem og tilbage på træningsbanen i Brøndby sammen med de andre danske top-badmintonspillere. Og han nyder det.

Det gør stadig ondt i hans krop efter de hårde træninger. Men på den gode og rigtige måde. Sådan som det skal være, når man vil nå toppen igen.

Jan Ø. Jørgensen

Født: 31. december, 1987 i Aalborg


Udvalgte resultater:

Danmarksmesterskaberne 2012, 2013 og 2015

Guld Indonesia Open 2014

Guld EM i 2014

Guld French Open 2013

Guld Thomas Cup

Sølv All-England 2015

- Og der mærker jeg bare en helt fantastisk motivation. Nu kan jeg endelig træne helt igennem. Og kan jeg blive ved med det, så er jeg slet ikke nervøs for at komme tilbage på toppen. For jeg bliver matchet fuldt ud hver dag mod nogle af de bedste i verden med de andre danskere. Det giver helt naturligt et højere niveau, siger han.

Det kaster da også en bronzemedalje af sig ved det individuelle EM i spanske Huelva senere den måned. Og i maj bliver han udtaget til det danske landshold, som skal forsøge at forsvare titlen for VM i hold - det såkaldte Thomas Cup.

Lærer af nederlag, der gjorde nas

Her viser han fint spil og sikrer Danmark førstepladsen i gruppefinalen mod Malaysia i den sidste og afgørende kamp. Og i en tæt semifinale mod Japan får han igen chancen for at blive den helt store helt - men her må en træt Jan Ø. Jørgensen se sig besejret i to sæt.

Det at stå op om morgenen og kunne tage til træning og give den gas. Det har jeg virkelig lært at sætte pris på. Før tog man det for givet.

- Det nederlag gjorde sgu nas. Jeg taber, og vi kommer ikke i finalen. Jeg ender med at tage det nederlag på mine skuldre, selvom jeg ved, at vi taber som hold. Jeg må konstatere, at jeg lige pt. er bedre til træning end til kamp, og det skal jeg arbejde med. Niveauet er ikke så højt, som jeg ønsker det. Så jeg har lært en del af det nederlag, som jeg skal arbejde med, siger han.

Faktum er dog, at han endelig er tilbage efter et år, der har budt på store nedture og tvivl om karrieren. Ambitionsniveauet er igen rigtig højt, og det sure nederlag til Thomas Cup har på ingen måde gjort lysten mindre.

Og udover ambitionerne er der samtidig også en stor taknemmelighed at spore hos Jan Ø. Jørgensen. En taknemmelighed for at være tilbage på badmintonbanen.

- Jeg nyder det rigtigt meget. Det at stå op om morgenen og kunne tage til træning og give den gas. Det har jeg virkelig lært at sætte pris på. Det er svært at nyde, når man er i det og har andre tanker. Jeg tog det for givet før.

Jan Ø. Jørgensen vil tilbage til verdenseliten igen efter sin langvarige skade - og han tror på et vellykket comeack. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Men nu er jeg her, og nu skal jeg forsøge at komme tilbage for alvor. Og det skal ikke gøres halvt. Jeg skal blive ved med at udvikle mig, og hver dag er en kamp mod middelmådigheden. Jeg er 30 år nu, og jeg har ikke råd til at have en lortedag rent træningsmæssigt.

Hvad er dit store mål nu, hvor du er tilbage igen?

- Jeg vil gerne vinde mere. Så enkelt kan det siges. Jeg synes ikke, jeg har vundet nok. Og jeg spiller for at vinde. Når jeg har oplevet at være på toppen, så kan jeg ikke bare nøjes. Jeg vil have progression. Det er et krav. Det kortsigtede mål er top 32, men fremadrettet vil jeg gerne vinde mere. Jeg føler, at jeg har fire-fem år tilbage i min karriere, for motivationen er tilbage. OL i 2020 er det helt store mål og en kæmpe drøm. Jeg drømmer om medaljer og titler - men især om en OL-medalje, siger han.