Jan Ø. får gåsehud, når han taler om at give Peter Gades stafet videre

Jan Ø. Jørgensen spiller i aften karrierens måske sidste internationale kamp, når han møder Anders Antonsen i kvartfinalen ved Denmark Open.

(Foto: Claus Fisker © Scanpix)

For ti år siden lå Jan Ø. Jørgensen i et hav af fjerbolde og slængede sig på gulvet med Peter Gade.

Ak, internettet glemmer aldrig. Det skal man huske. Et ømt øjeblik lige til forsiden af dit foretrukne ugeblad.

- Det er vildt, at Peter Gade ikke overrulede det dengang som den verdensstjerne, han var. Jeg var jo ung, forsvarsløs og naiv, men Peter burde have sagt 'sådan nogle lortebilleder, dem laver vi ikke'. Den ryger på hans kappe, griner Jan Ø. Jørgensen.

Men der lå han altså, badmintonspilleren fra Svenstrup, et langt smash syd for Aalborg. Med sit barndomsidol.

Peter Gade og Jan Ø. Jørgensen på et halgulv. Overdynget i fjerbolde. (Foto: POULSEN LARS)

Hvad i alverden har Gade af betydning, når det er Jan Ø. som i aften spiller karrierens potentielt sidste internationale kamp mod landsmanden Anders Antonsen, tænker du måske. Måske gør du ikke, men smiler i stedet fortsat bredt over hele femøren på grund af billedet ovenfor.

Det handler om den stafet Jan Ø. Jørgensen fik overrakt, da han i 2012 med en sejr i French Open-kvartfinalen pensionerede Peter Gades lange, gloværdige badmintonkarriere.

- Jeg har set op til Peter siden jeg som en lille dreng gemte mig bag sofoaen, da han vandt All England 1999. Han har betydet ekstremt meget for min karriere og de resultater, jeg har lavet. Jeg kan roligt sige, at foruden Peter havde det ikke været muligt det, jeg har gjort, siger Jan Ø. Jørgensen.

Peter Gade sparkede døren ind og viste, at man som dansker godt kan blande sig helt, helt deroppe blandt de allerbedste. Forgangsmanden for den kultur de nye drenge - Anders Antonsen, Viktor Axelsel, Rasmus Gemke med flere - er skabt ind i.

- Min fineste opgave har været at efterleve noget af det, Peter satte i gang. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at føre hans eftermæle og træningsmoral videre, fordi jeg tror, at det er nøglen til at skabe verdensklassespillere i Danmark.

I aften kan det hele ske igen, dog med omvendt fortegn. Jan Ø. på vej ud, Antonsen billedet på fremtiden. Et endegyldigt generationsskifte.

- Jeg får gåsehud, når vi snakker om det nu. Jeg kan ikke bede om mere, siger Jan Ø. Jørgensen.

Den gensidige respekt

Siden Jan Ø. Jørgensen meldte ud, at det igangværende Denmark Open bliver karrierens sidste svirp med baghånden, dansede han onsdag og torsdag kinddans med følelsen af, at om lidt kan det hele være slut, men vandt.

I aften gør han det igen mod Antonsen. Og igen vil der være 'stærke følelser i spil,' siger Peter Gade.

Han ved, hvad han snakker om. De to - Gade og Jørgensen - delte jo netop førstnævntes sidste optræden på en badmintonbane.

- Når man har en identitet, der er bygget så meget op omkring én ting i så stor en del af ens liv, er det en heftig ting at stoppe. Det er også nogle af de tanker, der går igennem Jan, siger Peter Gade, der havde det rigtig godt med at give sin stafet videre til netop Jan Ø. Jørgensen.

- Jeg havde en fornemmelse af, at skulle jeg tabe til Jan dengang, så gik puslespillet op. Jeg ville slutte på en god måde med et godt minde, siger Peter Gade.

Danske Jan Ø. Jørgensen vandt torsdag i tre sæt over franskmanden Toma Junior Popov og spillede sig i kvartfinalen ved Denmark Open. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

- Og jeg tror også, at det er sådan, Jan har det. Han kan godt huske, hvordan jeg havde det dengang i 2012. Det var en stor fornøjelse for mig at spille mod ham og opleve den respekt, han viste mig, siger Peter Gade, som egentlig kun har én opfordring til sin tidligere kollega.

- Han skal huske at nyde det i aften og få et flot farvel, hvis det er det, det ender med.

Fremtiden er i gode hænder

Der skal ikke herske det mindst gram af tvivl om, at Jan Ø. Jørgensen går efter 'at æde' Antonsen i aftenens kvartfinale ved Denmark Open.

- Den skal dælme have chancen, lyder det prompte.

Men bliver det omvendt Antonsen, som fører badminton-leen over Jørgensens karriere, er det også fint. Jan Ø. ved, at dansk herresingle er i gode hænder.

Han husker en træning i Brøndby, hvor han endnu ikke havde besluttet sig for at stoppe endnu. Mens han sad der, kiggede ind på gulvet, så han Rasmus Gemke arbejde på banen, mens Viktor Axelsen og Anders Antonsen stod på den anden side og lagde op til ham.

- Jeg kiggede på dem og tænkte, at de tre er verdensklassespillere. Hvad er min berettigelse her? De er jo køreklar og mere til, siger Jan Ø. Jørgensen.

Anders Antonsen (i hvid) møder i aften Jan Ø. Jørgensen ved Denmark Open. (Foto: Bo Amstrup © www.BoAmstrup.dk)

Axelsen med det bedste angreb i verden. Antonsen den bedste på forbanen. Gemke, der oksede rundt og nåede alle bolde. Landstræner Kenneth Jonasssen til at styre, vejlede og guide.

- Alt var jo godt, ikke? Dansk herresingle er et rigtig, rigtig godt sted, men der skal også værnes om det. Den kultur, jeg har prøvet at være med til at videreføre, skal de andre drenge samle op nu. Og de skal passe på hinanden, fordi det er meget, meget, meget unikt. Jeg tror ikke, at der findes konkurrencemiljøer i Danmark, der ligeså gode. Det er meget få i hvert fald, siger Jan Ø. Jørgensen.

Facebook
Twitter