Jan Ø. mødte overmagten, mens Gemke sendte Vittinghus ud

For anden gang i træk må Jan Ø. Jørgensen indkassere et markant nederlag til verdensstjernen Chen Long.

Jan Ø. Jørgensen er færdig i French Open efter et nederlag i to sæt til Chen Long. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det stod hurtigt klart, at Jan Ø. Jørgensen var i problemer, da han torsdag aften mødte den kinesiske verdensstjerne Chen Long.

Efter at danskeren havde tabt første sæt 10-21, så fulgtes de to ad i første halvdel af andet sæt, men så trak Chen Long fra og kunne i sidste ende smide danskeren hjem fra badmintonturneringen French Open med cifrene 21-10, 21-14.

Et nederlag, der var på sin plads, vurderer Jan Ø. Jørgensen.

- Jeg følte allerede fra start, at jeg skulle ind og spille over evne. Han giver ikke noget som helst væk, så det bliver en kamp om ikke at ville for meget, og så stadig tro på, at jeg kan vinde duellerne, siger Jan Ø. Jørgensen, der dog føler, at han rykker sig i den rigtige retning.

- Det handler for mig om at nå tilbage til nogle af de resultater, jeg har leveret før, og det føler jeg også, at jeg er på vej til. Bare fra jeg mødte Chen Long senest og til nu er der sket en del. Forhåbentlig er jeg endnu tættere på næste gang, vi mødes, for der var fine takter, siger Jan Ø. Jørgensen.

Chen Long ligger i øjeblikket nummer 5 på verdensranglisten, mens Jørgensen ligger nummer 29.

Det lignede på lange stræk en gentagelse af de to badmintonspilleres sidste møde ved China Open for bare en måned siden, hvor Jørgensen også måtte se sig slået.

Gemke sender Vittinghus ud

Tidligere på dagen kunne den danske kvindedouble Maiken Fruergaard og Sara Thygesen, der i øjeblikket ligger nummer 15 i verden, besejre Denmark Open-finalisterne fra Japan Shiho Tanaka og Koharu Yonemoto.

De to danske kvinder vandt med 21-19, 21-19.

Torsdag bød også på en ren danskerduel, da Hans Kristian Vittinghus og Rasmus Gemke kæmpede om avancement.

Det var i lange stræk en meget lige kamp, og de to skulle da også gennem tre sæt, men i sidste ende vandt Gemke med sit mere aggressive spil.

Han tog sejren hjem med cifrene 21-17, 19-21, 21-15.

/ritzau/