Joachim Fischer: Min karriere slutter på den værst tænkelige måde

I dag stopper Joachim Fischer karrieren efter et årti som en af verdens bedste badmintonspillere.

Da Tine Baun i 2013 sluttede karrieren med at vinde den prestigefyldte All England-turnering, var det et perfekt punktum. Det er drømmen for alle atleter at kunne gøre det samme og stoppe på toppen, men det er de færreste, som ender med at gøre det.

For badmintonspilleren Joachim Fischer er det langt fra et stop på toppen.

En af Danmarks bedste mixed double-spillere gennem tiderne stopper i dag karrieren, da Joachim Fischer per 1. marts ikke længere er en del af landsholdstræningen i Brøndby. Det sker uden pomp og pragt.

Skulle den nu 40-årige Joachim Fischer have sat et flot punktum, skulle han have stoppet karrieren tidligere, hvor han var en del af verdenseliten, men et pludseligt sammentræf af en brækket fod ved VM 2017 og et efterfølgende brud med sin makker Christinna Pedersen gjorde den beslutning vanskelig.

Efter skaden spillede han videre med skiftende makkere uden succes. Foden gør stadig ondt, fordi han pressede den for hårdt i jagten på at komme tilbage, så han afventer svar på, om han er berettiget til en forsikringssum.

Indtjeningen har også været begrænset, da hans sponsorkontrakt udløb kort efter den brækkede fod, og de store præmiepenge har han ikke været i nærheden af.

Se Joachim Fischer vinde bronze ved OL i London sammen med Christinna Pedersen.

DR Sporten har talt med Joachim Fischer om afslutningen på karrieren, der langt fra endte, som han havde håbet på.

Hvis Tine Bauns karrierestop var perfekt. Hvordan betegner du så dit eget?

- Som lort.

Det kunne man også kalde 'det værst tænkelige'?

- Ja. Med så voldsom en skade, bruddet med Christinna, og forbundets behandling af mig, så ser jeg intet positivt i det.

Ændrer det dit billede af din karriere?

- Det er pisseirriterende, og jeg er røvtræt af det. Det er ikke nogen hemmelighed, og det ved mine nærmeste omkring mig også. Det er tungt for mig. Jeg arbejder med det hver dag, fordi det fylder. Jeg ville gerne have sluttet på toppen, men tingene ender desværre ikke altid lykkeligt. En dag håber jeg, at jeg kan kigge tilbage på de ni år, hvor jeg var i verdenstoppen, og glæde mig over det.

Skulle du være stoppet på et tidligere tidspunkt end nu?

- Set i bakspejlet skulle jeg have stoppet karrieren, da jeg brækkede min højre fod. Her halvandet år efter har jeg stadig ekstremt mange problemer med foden, fordi jeg har presset den for tidligt. Det påvirker min hverdag. Jeg er bange for, at det vil forfølge mig i livet, at jeg pressede den fod så tidligt. Jeg skulle have været mere fornuftig og lyttet til lægerne, men det kunne jeg slet ikke dengang.

Joachim Fischer var kendt for sine energiske jubelscener. Her fra bronzefejringen i London.

Hvordan påvirker foden dig nu?

- Foden hæmmer mig næsten hver dag. Den har fået så mange tæsk, og det var den ikke klar til. Pladen og de fire skruer i foden irriterer mig, men jeg har beholdt dem, mens jeg spillede, da jeg ellers var bange for, at det skulle gå galt igen.

- Mine børn griner af mig, når jeg står op om morgenen og humper rundt. Det synes de er sjovt at drille mig med. Det er så galt, at jeg ikke en gang kan følge med min 5-årige datter, når vi løber en tur. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg har kunnet spille badminton med den fod, men jeg vil rose mig selv for at have givet alt for at være så god som muligt i badminton.

Hvorfor ville du spille videre på landsholdet, da du brækkede foden, når det set udefra virkede logisk, at du aldrig kunne komme tilbage på et højt niveau, fordi du var næsten 40 år og ingen kompetent makker havde?

- Jeg var pissetræt af både skaden og det at have mistet min makker, så jeg følte, at det var det eneste rigtige at prøve igen. Men det blev aldrig godt. Det var svært at få et makkerskab til at fungere med Alexandra Bøje, når hun kun var 18 år. Mit samarbejde med forbundet var heller ikke godt, fordi jeg var for irriteret over forløbet. Det er nemmere for mig at se nu, at jeg skulle være stoppet, men i ren trods blev jeg simpelthen nødt til at forsøge at komme tilbage.

Hvorfor?

- Jeg ville se, om det kunne lade sig gøre at stå øverst på podiet en enkelt gang mere. Hvis jeg kunne det, skulle jeg nok pakke sammen og forsvinde. Det var hele tiden min ambition. At vinde bare én gang mere. Ellers var jeg bange for, at jeg ikke ville få min nattesøvn tilbage, hvis ikke jeg prøvede på det.

Joachim Fischer vandt Denmark Open fire gange. Her vinder han i 2011.

Havde du altid forestillet dig, at du skulle spille, til du var 40 år?

- Under ingen omstændigheder. Ved OL i London i 2012 havde jeg en idé om, at nu var det nok snart slut, men så var der VM i Danmark i 2014, og så måtte jeg i hvert fald tage det med.

Hvad gik dine overvejelser på?

- Jeg ville stoppe, når jeg følte, at jeg ikke længere var god nok, men vi blev ved med at vinde minimum én Superseries-turnering i hver sæson, så det var svært at stoppe. Jeg var træt af, at vi ikke havde vundet OL eller VM, så jeg ville jagte det så lang tid, der var mulighed for det, fordi jeg havde svært ved at acceptere, at det ikke var lykkedes.

- Hvad er din plan fremover?

- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det er røvkedeligt at stå op om morgenen nu. Sådan er det, når jeg lige nu ikke skal prøve at blive den bedste til noget. Jeg har nogle planer, men problemet er, at det hele tiden involverer badminton, selvom jeg samtidig kan mærke, at jeg er mæt af det og har brug for afstand fra badminton. Jeg kan godt nyde selv at spille og træne, men jeg har ikke overskud til at give erfaring videre til andre lige nu.

Hvorfor har du ikke gjort et større forarbejde, så du vidste, hvad du skulle lave nu?

- Jeg har været af den overbevisning, at hvis man skal gøre noget ordentligt, skal det være 100 procent. Jeg ville være den bedste i verden, og så kunne jeg ikke have gang i en masse andre ting. Jeg har ikke ligefrem slidt mine skolebøger ned. Jeg har da gjort mig nogle tanker, men det er ikke så nemt, når man har brugt hele sit liv på at spille badminton. Jeg fortryder dog ikke, at jeg gav badminton alt.

Facebook
Twitter