Kinesisk landstræner snød

Badmintonforbundet, BWF, har i fire måneder undladt at straffe den kinesiske landstræner Li Yongbo for match fixing. Rasende spillere er klar til at gå i retten.

Den kinesiske landstræner i badminton har snydt med kampe. Men han er ikke blevet straffet. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Det internationale badmintonforbund (BWF) har i flere måneder syltet en åbenlys sag om aftalt spil mellem kinesiske badmintonspillere. Sagen handler om landstræneren Li Yongbo, der har indrømmet at have bedt en spiller om at tabe til en landsmand under OL i Athen. Han er også mistænkt for at have fixet to mærkelige nederlag til verdens bedste spiller Lin Dan - nederlag, der sikrede Kina en ekstra plads i single ved det kommende OL. Men det har ingen konsekvens fået.

- Vi vil have, at den her træner skal straffes, og at der skal sættes en standard for fremtiden, siger Bobby Milroy, der er præsident for spillernes fagforening, til Ritzaus Bureau.

Også danske spillere er fortørnede over, at der ikke er blevet gjort noget.

- Det burde give en gigantisk bøde det her. I og med at han indrømmer det, så ved alle jo, at det er sket mange andre gange, siger Peter Gade.

Fra BWF er meldingen, at sagen i øjeblikket bliver undersøgt, men det har trods flere forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra generalsekretær Stuart Borrie.

 

Facebook
Twitter