Lin Dan trækker sig og sender Axelsen videre i Singapore

Fire danske singlespillere er videre til anden runde af badmintonturneringen Singapore Open.

Flere danskere er videre til anden runde i denne uges turnering i Singapore. (Foto: MOHD RASFAN © Scanpix)

De danske badmintonspillere har indtil videre haft blandet succes ved Singapore Open.

Fire danske singler og en double er videre, mens to herresingler er ude efter første runde.

Både herresinglerne Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen er videre til anden runden af turneringen, der rangerer som Super 500-turnering på World Touren.

Axelsen, der er seedet treer i turneringen, gik videre, efter at den kinesiske badmintonstjerne Lin Dan trak sig ved stillingen 20-13 til Axelsen i første sæt.

I anden runde skal danskeren møde Kantaphon Wangcharoen fra Thailand.

Jan Ø. Jørgensen fulgte trop med en sikker sejr over Lee Dong-keun fra Sydkorea på 21-11, 21-8, og senere blev også Hans-Kristian Vittinghus klar til anden runde med en sejr i tre sæt over Kanta Tsuneyama fra Japan.

Blichfeldt videre

Også damesinglen med Mia Blichfeldt er videre. Hun startede onsdagen for danskerne med at slå Gregoria Mariska Tunjung fra Indonesien i to sæt med cifrene 21-16, 22-20.

Anderledes blev det for herresinglerne Anders Antonsen og Rasmus Gemke, der tabte deres kampe i første runde.

Anders Antonsen var oppe mod den fjerdeseedede Chen Long fra Kina. Kineseren blev for stor en mundfuld for den 21-årige dansker, som tabte i to sæt med 14-21, 18-21.

Også Rasmus Gemke måtte gå fra banen med et nederlag, da han tabte i to sæt til Parupalli Kashyap fra Indien med 19-21, 14-21.

Tirsdag spillede herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen sig videre til anden runde.

Verdensetteren Kento Momota, der også er topseedet i turneringen i Singapore, måtte onsdag ud i tre tætte sæt, før det lykkedes japaneren at spille sig videre til anden runde.

Han slog Sai Praneeth fra Indien med 19-21, 21-14, 22-20.

/ritzau/

Facebook
Twitter