Morten Frost frosset ud af malaysisk badmintonstjerne

Lee Chong Wei og Morten Frost skilles efter badmintonstjernens kritik af den danske badmintondirektør.

Der har længe været dårlig stemning mellem den danske badmintondirektør Morten Frost og badmintonstjernen Lee Chong Wei. Det har nu fået danskeren til at kvitte jobbet som teknisk direktør i Malaysias Badmintonforbund. (REUTERS/Marcelo del Pozo) (Foto: Marcelo Del Pozo © Scanpix)

Verdens bedste badmintonspiller, Lee Chong Wei fra Malaysia, skal ikke længere arbejde sammen med den danske badmintondirektør Morten Frost.

I pressen har malaysieren bekriget danskeren de seneste uger, og nu har parterne fundet en løsning, så Morten Frost, der er teknisk direktør for Malaysias Badmintonforbund, ikke længere har noget at gøre med stjernen.

Fremover skal OL-sølvvinderen være en del af et projekt, der består af to trænere og fem andre badmintonspillere.

- Beslutningen er taget for at hjælpe Lee Chong Wei til at vinde verdensmesterskabet, og jeg ønsker ham alt det bedste, siger Morten Frost til avisen The Star.

- Jeg kommer ikke til at have noget med det projekt at gøre, og det har jeg ikke noget problem med, siger Morten Frost.

Ifølge Malaysias Badmintonforbund er det danskeren selv, der har foreslået den nye konstruktion, som minimum skal vare til og med VM i august.

Lee Chong Wei blev tidligere i februar knæskadet, da han gled under en træning på Malaysias nye badmintonakademi.

Allerede inden skaden kom verdensranglistens nummer et med skarp kritik af faciliteterne og det glatte halgulv. Men Morten Frost ignorerede kritikken, har Lee Chong Wei tidligere udtalt.

- Jeg har mistet tålmodigheden med Morten. Denne skade var det sidste halmstrå, sagde han til The Star i begyndelsen af februar.

Knæskaden betyder, at Lee Chong Wei ikke er med ved All England, der begynder 7. marts.

/ritzau/

Facebook
Twitter