Nordjysk DNA skal skaffe guld til vendelbosk badmintonsatsning

Vendsyssel Elite Badminton har oprustet gevaldigt de seneste uger i jagten på guld og nye talenter.

Jan Ø. Jørgensen skrev tirsdag under på en aftale med Vendsyssel Elite Badminton. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Vendsyssel Elite Badminton (VEB) har fået ikke blot én, men hele tre fjer i hatten.

For når næste sæson i badmintonligaen sættes i gang, så vil den nordjyske klub kunne fremvise et par cv'ere, som man normalt ikke ser i Frederikshavns badmintonmekka, Arena Nord.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen samt Jan Ø. Jørgensen har alle meldt sig under de nordjyske faner, og det er ikke få internationale trofæer, der gemmer sig i de nye spilleres trofæskabe.

Christinna Pedersen (til venstre) og Kamilla Rytter Juhl har lavet en aftale med Vendsyssel Elite Badminton for næste sæson. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Derfor var formanden for Vendsyssel Elite Badminton (VEB), Jan R. Jensen, tirsdag en rørt mand, da Jan Ø. Jørgensen blev præsenteret som ny spiller. Brikkerne til et nyt VEB faldt endelig på plads.

- Vi havde svært ved at nå videre ud i den nordjyske muld som badmintonklub, og da vi fik tilbuddet for at lande alle tre spillere for tre uger siden, så var jeg slet ikke i tvivl. Hvis vi gør det her rigtigt, så tror jeg på, at badminton i nordjylland vil få et gevaldigt løft i den kommende sæson, siger Jan R. Jensen.

Budgettet er markant løftet

For at få alle ender til mødes har Jan R. Jensen været på rundtur hos de nordjyske sponsorer. Ikke med hatten i hånden, men også for at sælge en vision for det fremtidige Vendsyssel Elite Badminton. En investering, som lokalområdet har bakket op om.

Med de tre tilgange er klubbens budget øget med 50 procent, men det er en satsning, der skal komme hele området til gode, fortæller formanden.

- Nu kommer de alle tre her fra landsdelen: Christinna Pedersen er fra Aalborg, Jan Ø. Jørgensen fra Svenstrup og Kamilla Rytter Juhl er fra Skagen. De har et navn, som vi ikke skal forklare til nogen. Folk heroppe ved godt, hvem de er, og derfor handler det også for os om at kunne styrke hele badmintonmiljøet i landsdelen med at skabe noget interesse, så vi kan lave de næste verdensklassespillere, siger Jan R. jensen.

Over 200 mennesker var således mødt op i Skagen for to uger siden, da Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen blev præsenteret som nye spillere.

Slut med bronze

Satsningen på at få badminton ud over rampen i det nordjyske kommer dog ikke kun for at optimere fødekæden mellem talenter og førstehold.

Efter at have vundet bronze tre år i træk i badmintonligaen, trænger Vendsyssel Elite Badminton nemlig til at se på noget nyt metal, fortæller Jens R. Jensen.

- Med det nye setup har vi en helt klar sportslig målsætning, der hedder, at det er slut med bronzekampe – vi skal i finalen. Vi vil i en finale, og det går vi benhårdt efter med de her spillere. De signinger her gør, at vi skal gå all in.

- Hvis ikke vi får guld eller sølv, så håber jeg i det mindste, at vi har vundet på det andet parameter – at vi har fået flere i Nordjylland til at spille badminton, siger Jan R. Jensen.

Facebook
Twitter