OL kommer i første række: Antonsen lægger stilen om efter triumf i Bangkok

Anders Antonsen vandt søndag karrierens største sejr, men frem mod OL kommer han til at ændre fokus.

Søndag vandt Anders Antonsen sæsonfinalen over Viktor Axelsen. (Foto: handout © Scanpix)

Der er aldrig noget dårligt tidspunkt vinde på, men Anders Antonsen har det alligevel med at vælge nogle specielle dage at brænde badmintonkarrierens største triumfer af.

Da den danske badmintonspiller første gang i karrieren vandt en Super 500-turnering, Indonesia Masters den 27. januar 2019, skulle der få timer senere spilles en mindre VM-finale i håndbold.

I Herning. Med Danmark som favorit.

Sådan så det ud for to år siden, da Anders Antonsen vandt Indonesia Masters over den ellers urørlige Kento Momota.

Da han søndag, to år og to dage senere, i Bangkok, stod i sæsonfinalen mod Viktor Axelsen, den store favorit til titlen, årets sportsnavn i Danmark og forsvarende All England-mester, skulle der få timer senere igen spilles VM-finale i håndbold.

Denne gang i Kairo. Også med Danmark som favorit.

Man forstår, at det kan være svært at bryde gennem den nationale lydmur, når der samtidig sidder 2,6 millioner danskere og venter på harpiks og hopskud.

Anders Antonsen med beviset på karrierens største triumf. (Foto: handout © Scanpix)

Sådan er gamet, lyder det mandag fra Anders Antonsen, da han var tilbage på dansk grund med karrierens største sejr i bagagen og knap 750.000 danske kroner på bankbogen.

- Det er jo spøjst og vanvittigt tilfældigt, og det kan godt være, at det tænder en lille ild i mig, siger Anders Antonsen.

Uhyggelig kalkuleret

Da Anders Antonsen i 2019 besejrede Kento Momota i Indonesia Masters, var det med 8.000 tilskuere og verdens bedste spiller på den anden side af nettet. Antonsen selv var dog alene i den enorme hal, da en verserende konflikt med Badminton Danmark havde udelukket muligheden for at have en træner på sidelinjen.

På samme måde var søndagens finale mod Viktor Axelsen et mentalt svendestykke fra den unge aarhusianer, der i december blev testet positiv for coronavirus, og siden da har kæmpet med følelsen af at få skåret sine lunger i laser, når tempoet stiger.

Skulle han slå en storspillende Viktor Axelsen, så måtte han følge den taktik, som indebar, at der skulle spares på kræfterne i andet sæt, hvis ellers han lykkedes med at vinde det første.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen på podiet i Bangkok. (Foto: Handout)

Derfor undrede tv-seere sig måske over, at Anders Antonsen nærmest spillede uden arme i andet sæt og af samme årsag tabte 5-21, inden han igen tog ketcheren op, da tingene skulle afgøres i tredje sæt.

- Mange forstår ikke det med vind i badminton, og når der blæser i en hal, er den ene side markant hårdere at spille på. Så med den krop, jeg gik ind til kampen med, så blev jeg nødt til at være kalkuleret og maxe ud i tredje sæt. Så det var sgu' et taktisk valg og et gamble, lyder det fra Antonsen, der dog ikke er så lun ved tanken om at 'smide' et sæt fremadrettet.

- Jeg håber ikke, at jeg skal ud og spekulere i at være så kalkuleret, hver gang jeg spiller. Det er heller ikke fordelagtigt for mig. Men altså, nogen kalder det usportsligt og usmageligt, mens andre kalder det en genistreg. Det var bare nødvendigt, hvis jeg skulle holde til det.

Står utroligt stærkt

Spørger man landstræner Kenneth Jonassen, så er netop det mentale aspekt en af Anders Antonsen helt store styrker, og det giver ham den kant, som der er brug for i kampe, hvor presset er allerstørst, og fysikken halter.

- Anders er god til at sætte sig op og blive ved med at tro på, at det kan lykkes. Hvis muligheden er der, så slår han til. Som for to år siden mod Momota var han underdog i kampen, og det gør også, at han kan spille mere frit. Det vigtigste i hele verden er bare, hvordan man ser sig selv, når man går ind til kampen, siger Kenneth Jonassen.

I 29 kampe havde Viktor Axelsen ikke forladt banen med et nederlag, og med en rød-hvid klaphat på hovedet har det været svært at se, hvem der kunne true danskerens dominans i international badminton for tiden.

Anders Antonsen kommer til at fokusere på at få sin fysik helt i top frem mod OL. (Foto: handout © Scanpix)

Anders Antonsen havde søndag svaret, men om de to danske stjerner kommer til at hilse pænt over nettet i de store finaler frem mod sommerens OL, er svært at sige.

- Overordnet set står vi rigtig stærkt i dansk herresingle. Anders og Viktor er to vidt forskellige spillere, som har stærke egenskaber, og som igennem halvandet år hver især er gået fra styrke til styrke. Det er en del af det langsigtede puslespil med at forbedre sig og forny sig, at de lægger på og er stabile, siger Kenneth Jonassen.

OL er det altoverskyggende

Både landstræneren og Anders Antonsen selv kan dog godt tvivle på, at der bliver smidt en masse sølvtøj ind i danskerens trofæskab frem mod OL.

Antonsen kommer nemlig til at bruge de næste fem-seks måneder på at arbejde hårdt på sin fysik, så han er bedre rustet til det fysiske pres, som følger med, når man er en del af den absolutte verdenselite. Og det kommer nok til at koste lidt på det spillemæssige.

- Jeg skal have bygget mig selv mere op fysisk. Alt mellem turneringer kommer til at være hård fysisk træning, fordi jeg skal stå stærkt til OL. Det er mit altoverskyggende mål, og så koster det måske lidt på kampformen, siger Anders Antonsen.

En strategi, som landstræneren bakker op om.

- Det fysiske arbejde, som Anders kommer til at lægge over de næste fem-seks måneder, er en investering, der kommer til at gavne ham resten af karrieren, og det er et strategisk valg.

- Skal man slå en Kento Momota til OL i Tokyo, måske allerede i en kvartfinale eller semifinale, så kræver det virkelig noget. Det bliver svendestykket at kunne levere fysisk, mentalt og spillemæssigt de mange dage i træk, som OL kræver. Men det er vigtigste er, at Anders godt ved det, siger Kenneth Jonassen.

FacebookTwitter