Se dokumentaren om Peter Gade i aften på DR1

DR1 viser i aften kl. 21. dokumentaren "Farvel til fjerbolden" om Peter Gades lange karriere og kampe på og udenfor banen.

I dag afslutter Peter Gade sin lange badmintonkarriere, når han møder verdens måske bedste spiller nogensinde, kineseren Lin Dan i forbindelse med Copenhagen Masters.

Og Peter Gades liv har været kampe. Badmintonkampe. De seneste 15 år har han været en fast del af den absolutte verdenselite, og det har gjort ham til et ikon i sin sport. Hans måde at spille på og hans glæde ved at gøre det har givet ham fans i tusindtal verden over, ikke mindst i badmintonsportens centrum: I Østen - et mål han satte sig allerede som 14-årig.

Men Peter Gade kæmper alle kampe, også dem udenfor banen. Og det kompromisløse liv, som har holdt ham på toppen længere end nogen anden herresinglespiller, har kostet på den private front.

I DRs dokumentar "Farvel til Fjerbolden" i aften fortæller den nu 36-årige badmintonspiller åbenhjertigt om sejre og nederlag, både på og udenfor banen. Han fortæller om sin smertefulde udvikling som menneske, om at måtte støde venner fra sig og om at kæmpe for at finde sig selv, når man altid er blevet målt på sine resultater på banen.

Programmet viser ham i tiden fra kæmpetalentet, der var verdens nummer ét i flere år i slutningen af 1990'erne, til den modne verdensstjerne, der blev ved og ved for til det sidste at prøve at vinde det allerstørste, VM og OL.

Peter Gade: Farvel til Fjerbolden kl. 21:00 DR1

 

Facebook
Twitter