Småskadet Viktor Axelsen overvejede at trække stikket for at nå det ultimative mål

Den danske badmintonstjerne er ikke bleg for at lukke ned for i år, hvis han igen får ondt i sin fod.

"Det har været enormt frustrerende. Jeg hader ikke at kunne gøre mit job og konkurrere," siger Viktor Axelsen om sin seneste skadespause. (Foto: © BERTHA WANG)

Det vigtigste for Viktor Axelsen er, at han ikke begynder 2024 med smerter i foden.

For verdensetteren i badminton har én turnering for øje, som betyder mere end den japanske Super 500-turnering Japan Masters, hvor han møder Chico Wardoyo natten til onsdag.

En titel, der vejer tungere end sæsonfinalerne til december.

- OL er dét, der vægter klart mest. Det er det ultimative mål. Jeg vil overhovedet ikke risikere at døje med noget i forberedelserne eller værst af alt til selve OL, siger Viktor Axelsen.

Den 29-årige fynbo har bøvlet med betændelse i senen i sin fod siden begyndelsen af oktober. En skade, der tvang ham til at trække sig fra fra turneringerne Denmark Open og French Open. Og som fik ham til at tænke nøje over resten af sæsonen.

- Jeg gav den et skud (med træning, red.) i ugen inden Japan. Fik jeg endnu mere ondt og mærkede et tilbagefald, havde jeg trukket stikket og fokuseret på næste år, forklarer Viktor Axelsen.

Efter nogle ugers hvile har han fået grønt lys til at svinge ketsjeren.

- Væsken i foden går ikke bare væk med det samme, men den er væsentligt nedsat. Jeg har ikke store smerter, hvis det bare bliver kontrolleret, siger han.

Viktor Axelsen har døjet med en fodskade. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

'Enormt frustrerende'

Viktor Axelsen har på grund af sin overbelastningsskade ikke haft de mest optimale forberedelser til Japan Masters, men han glæder sig til at spille sin første badmintonkamp siden sit exit fra French Open den 25. oktober.

- Jeg hader at være ude af stand til at konkurrere. Det har været enormt frustrerende, siger han.

- Nu er jeg trods alt et sted, hvor jeg er tryg ved at skulle spille og se, hvordan foden reagerer. Det er positivt og dejligt.

Han afviser at være bekymret for sin krops holdbarhed. Dog har den seneste skade lært ham en vigtig lektie.

- Jeg skal til at regulere min træning endnu mere, end jeg har gjort tidligere og respektere min krop, siger Viktor Axelsen.

Respekten for sin fysik medvirkede altså til, at han i sidste uge kunne hoppe ned fra kondicyklen og ind på træningsbanen. Det er gået så godt, at fynboen atter føler sig klar til at give sig 100 procent i en kamp.

Og til at slutte året stærkt af.

Derfor regner han ligeledes med, at det går fint ved Super 500-turnering Japan Masters, og at han er med ved Super 750-turneringen China Masters i næste uge.

Sker det, vil han med al sandsynlighed være kvalificeret til sæsonfinalen i Kina, BWF World Tour Finals, til december, når årets otte bedste herresinglespillere skal dyste mod hinanden.

Trods sin status som verdensetter er Viktor Axelsen grundet skader og afbud nummer ni på sæsonfinalens særskilte rangliste, som bygger på 14 turneringer. (Foto: © Ben Lau, Represented by ZUMA Press)

I skrivende stund er han dog nummer ni på den særskilte rangliste til turneringen i kinesiske Hangzhou.

På grund af skader har han ikke kunnet deltage i alle af de 14 turneringer, som tæller med i kapløbet om at kvalificere sig til sæsonfinalen.

- Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til, men i år har været lidt anderledes, siger Viktor Axelsen og hentyder til de skader, som han har bøvlet med i årets løb.

Badmintonstjernen har vundet sæsonfinalen fire gange i sin karriere. Blusser skaden op igen, bliver det dog næppe til en femte titel, for så er missionen om at genvinde OL-guldet vigtigere.

- Jeg vil ikke risikere at være ude i endnu længere tid. Men har foden det fint, er planen at slutte året godt af, forsikrer han.

Viktor Axelsens kamp mod Chico Wardoyo ved Japan Masters begynder natten til onsdag, og du kan følge med på TV 2 Play fra klokken 01.00.