Suveræn Axelsen knuser japansk opkomling og er klar til ny finale

Viktor Axelsen spillede sig lørdag formiddag sikkert videre til finalen ved Japan Masters.

Viktor Axelsen havde ingen problemer med at vinde lørdagens semifinale. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Japanske Takuma Obayashi havde egentlig gang i sit livs turnering på hjemmebane ved Japan Masters i Kumamoto.

Men det blev der sat en stopper for lørdag formiddag dansk tid. Noget så eftertrykkeligt endda.

For her mødte den japanske opkomling, der overraskede alt og alle og slog danske Anders Antonsen ud i kvartfinalen, nemlig verdensetteren, Viktor Axelsen, i semifinalen.

Og det blev en grim oplevelse for den 24-årige japaner, der er nummer 37 på verdensranglisten.

Axelsen knuste ganske enkelt sin japanske modstander i to sæt med cifrene 21-7, 21-13 og spillede sig dermed i finalen ved Japan Masters, der rangerer som en Super 500-turnering.

Dermed fortsætter danskeren sit fine comeback efter den fodskade, der tvang ham til at trække sig fra både Denmark Open og French Open i oktober.

I søndagens finale skal Viktor Axelsen møde kinesiske Shi Yuqi, der er nummer syv i verden.

Klasseforskel fra start til slut

Selvom Takuma Obayashi havde hjemmebanefordel og havde publikum i Kumamoto med sig, så var det tydeligt fra kampens start, at her var tale om en kamp mellem to spillere på vidt forskellige niveauer.

Godt nok bragte japaneren sig foran 2-1 tidligt i første sæt, men det var så også den eneste føring han kom i nærheden af i kampen. For pludselig blev 2-1 til 2-8 i Axelsens favør.

Danskeren var overlegen i alle facetter af spillet, og særligt hans fysik gjorde flere gange udslaget. Axelsen kunne ganske enkelt udmanøvrere japaneren takket være sin stsørrelse og overblik.

Så første sæt blev en formsag at vinde for verdens bedste badmintonspiller, der var suveræn og vandt med hele 21-7.

Viktor Axelsen har i efteråret 2023 døjet med skader, men ser nu ud til at være tilbage i noget nær topform. (Foto: © BERTHA WANG, Ritzau Scanpix)

Andet sæt lignede på mange måder det første. Også her var Obayashi faktisk med fra start og kom foran 2-0, men herfra var der ingen chance for japaneren, der kom ind til turneringen som kvalifikationsspiller.

Viktor Axelsen viste, uden endda at spille sig helt ud, klasseforskellen mellem de to spillere. Danskeren nærmest legede rundt med japaneren, der udviste stor løbevillighed, men simpelthen ikke kunne følge med. Kun problemer med ketsjerens opstrengning gav en smule problemer hos danskeren undervejs.

Ved intervallet i andet sæt var stillingen 11-5 til Axelsen, der herefter fortsatte stilen og vandt andet sæt med 21-13.

Og dermed er han altså klar til finalen, der spilles tidligt søndag morgen dansk tid. Her skal den førsteseedede dansker møde den fjerdeseedede kineser, Shi Yuqi.

Axelsens præstationer ved Japan Masters har allerede sikret ham nok ranglistepoint til at spille med ved sæsonfinalen senere på året, hvor de bedste spillere fra sæsonen mødes.

I oktober måtte Viktor Axelsen trække sig fra både Denmark Open og French Open, fordi han har døjet med betændelse i en sene i foden. Og den danske stjerne fortalte da også inden turneringen i Japan, at han ville trække sig, hvis han mærkede det mindste til skaden.

Men det har altså tilsyneladende ikke været tilfældet endnu. Og søndag venter endnu en finale i rækken for den danske verdensetter.