Suveræn japansk verdensetter genvinder Denmark Open

OL-guldvinderen Chen Long var chanceløs i finalen mod Kento Momota, der vandt i to sæt.

Kento Momota har nu vundet Denmark Open to år i træk. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Kento Momota er den nye konge af international badminton, og det gælder også i Danmarks største turnering, Denmark Open, der sluttede søndag i Odense.

Japaneren var nemlig aldeles overlegen i finalen i herresingle, hvor han besejrede Chen Long fra Kina med 21-14, 21-12.

Det er andet år i træk, at Momota vinder turneringen, og han sætter dermed endnu en streg under tronskiftet på verdensplan.

Tidligere var det nemlig Chen Long, der styrede showet. Den olympiske mester vandt da også Denmark Open i både 2013, 2014 og 2015, men søndag havde han ingen modtræk mod den nærmest fejlfri japaner.

Kun i begyndelsen af første sæt ramte Chen Long en stime, da han gik fra 0-4 til 8-4, men Momota genvandt hurtigt initiativet.

Han fik udlignet til 12-12, og ved stillingen 14-14 tog verdensetteren syv point i træk og sikrede sig dermed sætsejren.

Billedet var uændret i andet sæt, hvor Momota bragte sig foran 10-4. Chen Long forsøgte alt, men blev konstant tvunget til fejl, og der var reelt aldrig spænding om udfaldet.

Også kvindernes singlerække blev vundet af verdens aktuelle nummer et. Tai Tzu-ying fra Taiwan besejrede Nozomi Okuhara med 21-17, 21-14.

Turneringens bedste dansker blev Viktor Axelsen, der måtte bøje sig efter en tæt semifinale mod Chen Long.

/ritzau/