Suverænt! Danmark vinder EM-guld for fjerde gang i træk

Danmarks badmintonlandshold havde ikke de store kvaler med at slå Frankrig i EM-finalen for blandede hold.

Viktor Axelsen og det danske mix-landshold vandt lørdag EM-guld for fjerde gang i træk. (Foto: Mauri Ratilainen © Scanpix)

Du skal alliere dig med en bekendt, hvis der skal være fingre nok til at tælle Danmarks EM-titler i badminton for blandede hold. Sidder du alene, må du alternativt tage tæerne i brug.

Lørdag aften vandt Viktor Axelsen og kompagni nemlig for 18. gang i historien trofæ og medaljer, denne gang i finske Vantaa, da Frankrig stensikkert blev verfet væk ved netkanten med cifrene 3-0 i kampe.

Fjerde danske EM-triumf i træk.

Fejring med en smagsprøve på Finlands verdensberømte saunakultur? Niks, de har desværre lukket, griner Viktor Axelsen.

Og det er da heller ikke, fordi det genvundne EM-guld afstedkommer flyvende champagnepropper hele natten lang, erkender han blankt. Danmark var storfavoritter til titlen.

- Selvfølgelig er vi glade, men det er ikke noget, vi decideret er væltet omkuld over, siger Viktor Axelsen til DR Sporten

  • Danskerne kender efterhånden vejen til podiet ved EM for blandede hold. (Foto: Mauri Ratilainen © Scanpix)
  • Mia Blichfeldt vandt i to sæt, men Danmarks damesingle måtte ud i to tætte sæt mod Qi Xuefei. (Foto: Mauri Ratilainen © Scanpix)
1 / 2

- Men derfor skal man alligevel huske at klappe sig selv på skulderen. Selvom man er favoritter, så skal det stadigvæk vindes. Vi er det hold, alle andre vil så og at kunne blive ved med at vinde, skal man også huske at anerkende, siger Axelsen.

Danmarks herresingle vandt selv overbevisende sit møde med Christo Popov 21-16, 21-12, før Mia Blichfeldt og herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen afgjorde finalen.

Det bestod samtidig, at der ikke, som de forgangne to aftener, blev behov for at sende Maiken Fruergaard og Amalie Magelund eller Mathias Christiansen og Alexandra Bøje i aktion.

’Det fede ved holdturneringerne’

Normalt er forventningspresset – og det er forholdsvist stort, når man hedder Viktor Axelsen – noget, der tackles på egen hånd. Her er et hold-EM straks en helt anden størrelse. Jovist, Axelsen skal jo også præstere på egen hånd, men for danskerne handlede det ligeledes om at få kollektivet til at fungere.

- Det er det fede ved holdturneringerne. Vi spiller ikke kun for os selv. Vi spiller også for holdet, og det er en styrke også at kunne præstere som hold, når man er favoritter, siger Viktor Axelsen.

Han køber fuldstændig præmissen om, at Danmark nu igen har sat to streger under titlen som Europas badminton-supermagt.

- Det synes jeg godt, at vi kan tillade os at sige. Det er klart, at der har været holdkampe, hvor vi har været lidt længere ude i tovene, end vi måske ville, men når det er sagt, har vi stadigvæk vundet, og vi står som vindere. Det sætter en streg under, at vi er den stærkeste nation i Europa, siger Viktor Axelsen.

Han står ganske tilfreds tilbage, når egne præstationer lige rulles igennem på nethinden, men er mentalt allerede på vej videre.

Der venter et titelforsvar ved en af sportens mest prestigefyldte turneringer i næste måned.

- Lige nu ligger jeg i hård træning frem mod andre mål i den nærmeste fremtid, for eksempel All England. Stængerne har været lidt tunge, så jeg er egentlig rigtig glad og tilfreds med den måde, jeg har vundet mine kampe på, siger Viktor Axelsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter