Ustyrlige Axelsen klar til danskerfinale mod Antonsen

World Tour Finals-finalen i herresingle kommer til blive en ren dansk duel.

Viktor Axelsen har været fuldstændig forrygende i 2021, hvor han nu står i sin tredje finale i træk. (Foto: handout © Scanpix)

Viktor Axelsen fortsætter med at feje modstandere af banen i Bangkok.

Lørdag spillede den danske badmintonstjerne sig videre til finalen i herresingle i World Tour Finals, hvor han skal møde landsmanden Anders Antonsen.

Axelsen skulle blot bruge tre kvarter på at slå Chou Tien Chen fra Taiwan i to sæt i semifinalen med cifrene 21-16, 21-9.

Det er tredje uge i træk, at Viktor Axelsen skal spille en stor finale i Bangkok. I de forgangne to uger har det resulteret i sejre i to gange Thailand Open - senest mod en anden dansker, Hans-Kristian Vittinghus, i sidste weekend.

Efter et tæt første sæt var andet anderledes ensidigt. Axelsen var i fuld kontrol fra start og kunne gå til pause foran 11-5.

Herefter var der klasseforskel, og Chou Tien Chen så mere og mere opgivende ud. Til sidst var det bare et spørgsmål om tid, før den danske finalebillet var en realitet.

Antonsen med større problemer

I finalen skal Axelsen møde en anden dansker, nemlig Anders Antonsen.

Lørdag slog den 23-årige dansker taiwaneren Wang Tzu-wei i semifinalen.

Antonsen vandt kampen i tre sæt med cifrene 21-18, 14-21, 21-16.

Verdensranglistens nummer tre var stærkt spillende i første sæt, hvor han efter en jævnbyrdig indledning fik slået et pænt hul. Fra 8-8 fik Antonsen bragt sig foran med 18-11.

Wang Tzu-wei fik herefter mindsket forspringet, inden danskeren til sidst fik lukket sættet.

Andet sæt udviklede sig til en pudsig forestilling efter en stærk åbning af Antonsens modstander. Bagud 3-12 var det som om, at danskeren bare skulle have overstået andet sæt, som han også endte med at tabe.

Tredje sæt var helt jævnbyrdigt, inden Antonsen trak fra midtvejs i sættet. Fra 9-9 vandt danskeren fem dueller i træk til 14-9.

Det blev igen tæt, da taiwaneren fik reduceret til 16-17. Trods træthed og 80 minutter i benene fandt Anders Antonsen de sidste kræfter frem og vandt de sidste fire bolde.

/ritzau/

FacebookTwitter