Fjernomenet Viktor Axelsen spiller sig i endnu en finale

Viktor Axelsen er klar til finalen ved India Open.

Viktor Axelsen er klar til endnu en finale. (Foto: © Harish Tyagi, Ritzau Scanpix)

Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen vinder og vinder og vinder.

Lørdag fik han endnu en fjer i badmintonhatten, da han spillede sig videre til finalen ved India Open efter en sejr på 21-6, 21-12 over Jonathan Christie fra Indonesien.

Særligt i første sæt var danskeren aldeles overlegen, og det var ikke til at se én dråbe sved på panden af ham, da han havde afsluttet sættet efter et ydmygende kvarter.

I andet sæt kom indoneseren bedre med, men da der skulle sættes to streger under facit, var der ingen tvivl om, at Viktor Axelsen var stærkere, bedre og smartere end Jonathan Christie, der ligger nummer fire på verdensranglisten.

Det siger den tidligere topspiller Peter Gade.

- Han er simpelthen et niveau over modstanderen i dag. Christie spiller svingende for tiden, som det også gør sig gældende for mange af de andre, der jagter Viktor Axelsen. Men de skal simpelthen op på et andet niveau for at kunne true ham.

- Det er en fornøjelse at se, hvor fokuseret Viktor Axelsen er fra begyndelsen. Det tager simpelthen modet fra modstanderne. De kan mærke, at de ikke får nogle gaver. Derfor tror jeg også, at Christie hurtigt mistede troen i dag.

Viktor Axelsen rammer det hele i øjeblikket. (Foto: © Harish Tyagi, Ritzau Scanpix)

Kan blive endnu en suveræn sæson

Det er ikke mere end seks dage siden, at Viktor Axelsen vandt Malaysia Open.

En sejr, der kom i slipstrømmen på et imponerende 2022, hvor danskeren vandt All England, EM, Indonesia Masters, Indonesia Open, Malaysia Open, VM, French Open og sæsonfinalen.

Skulle han have alle sidste sæsons medaljer om halsen, ville det derfor give gevaldigt hold i nakken.

For der er så mange, at det før denne sæson fik Peter Gade til at sige, at det ville være 'næsten umuligt' at gentage sidste års fjertriumfer.

Men allerede nu er Peter Gade begyndt at overveje, om han talte en smule over sig.

- Der er noget, der tyder på, at det sagtens kan lade sig gøre. Jeg ser ikke noget fra de andre spillere, som indikerer, at de kan komme tæt på ham. Så skal han gå meget ned i form eller blive skadet.

- Det er en imponerende flot indledning på den nye sæson, han har fået, siger han.

Ja, en fjer i hatten kan hurtigt blive til fem titler, hvis du hedder Viktor Axelsen.

I morgen er finalemodstanderen Kunlavut Vitidsarn fra Thailand, der ligger nummer otte på verdensranglisten.