Viktor Axelsens suveræne 2021 lider et knæk: Taber gyserfinale ved All England

Viktor Axelsen tabte søndagens finale i All England mod Lee Zii Jia med cifrene 30-29, 20-22, 21-9.

Viktor Axelsen tabte søndag finalen i All England. Han forsvarede dermed ikke sin turneringssejr fra 2020. (Foto: adrian dennis © Scanpix)

Viktor Axelsen tabte søndag finalen i All England, en af verdens største og mest prestigefyldte badmintonturneringer.

Danskeren, som er nummer to på verdensranglisten, var ellers forhåndsfavorit mod finalemodstanderen, malaysieren Lee Zii Jia, som er nummer 10 på verdensranglisten.

Axelsen blev besejret i tre sæt 30-29, 20-22, 21-9.

Axelsen tabte et uhyre tæt første sæt, som bølgede frem og tilbage, og hvor begge spillere havde flere sætbolde. I andet sæt var danskeren i lang tid bagud, men fik kæmpet sit tilbage og tvunget kampen ud i et tredje, afgørende sæt.

I tredje sæt lingede Viktor Axelsen dog en spiller, der var løbet tør for energi, og Lee Zii Jia vandt relativt ubesværet sættet og dermed All England-titlen.

Efter kampen var Viktor Axelsen skuffet, men fattet.

- Hans angreb kom sindssygt hårdt, og han spiller rigtig godt på nettet. Det kunne måske have gået min vej, hvis jeg havde taget første sæt, men alt i alt, så er han en fortjent vinder, siger Viktor Axelsen til TV2 Sport.

- Både fysisk og mentalt har turneringen været hård, så jeg trænger nok lige til en stille uge, når jeg kommer hjem. Det er længe siden, jeg har været så træt, som jeg er lige nu.

  • Med dagens finalenederlag i All England har Axelsen nu tabt to finaler i 2021. (Foto: adrian dennis © Scanpix)
  • Malaysieren Lee Zii Jia kunne lade jublen bryde ud efter sejren over den danske forhåndsfavorit. (Foto: adrian dennis © Scanpix)
1 / 2

Viktor Axelsen skulle i finalen forsøge at forsvare sin All England-titel fra sidste år. Det titelforsvar lykkedes altså ikke. Dermed blev der også sat en stopper for Viktor Axelsen ellers succesrige sejrstogt i 2021, hvor han indtil videre har været noget nær uovervindelig.

Inden dagens finalenederlag havde Axelsen vundet 14 kampe i træk, siden han tabte mod danske Anders Antonsen i januar.

Ud over den brudte sejrsstime betyder finalenederlaget også, at Viktor Axelsen i denne omgang ikke skriver sig ind i den sjældne klub af danskere, der har vundet All England to år i træk.

Senest det skete var i 1995 og 1996, da Poul Erik Høyer gjorde netop det.

  • Viktor Axelsen løftede All England-trofæet i 2020. I år tabte han finalen. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)
  • Poul-Erik Høyer med det eftertragtede trofæ i 1995. Han vandt også titlen i 1996. (Foto: Palle hedemann © Scanpix)
1 / 2

Stadig blandt OL-favoritterne

På trods af finalenederlaget har Viktor Axelsens form indtil videre i 2021 været så imponerende, at han lige nu er blandt de absolutte guldfavoritter til sommerens OL i Tokyo.

Det mener blandt andre den tidligere badmintonspiller Morten Frost, der selv har vundet All England fire gange i herresingle.

- Verdensranglistens nummer et, japanske Kento Momota, er ved at gøre comeback efter en lang turneringspause, og hans OL-form er stadig usikker. Der er selvfølgelig også andre i favoritfeltet, og meget kan stadig ske frem mod OL, men Viktor ligner en af de store forhåndsfavoritter, siger Morten Frost til DR Sporten.

Hans-Kristian Vittinghus, som ligger nummer 24 på verdensranglisten, mener også, at Viktor Axelsen er med i front i OL-favoritfeltet.

Ved OL i 2016 fik Viktor Axelsen hængt en bronzemedalje om halsen. Men Hans-Kristian Vittinghus vurderer, at Viktor Axelsen har gode muligheder for at veksle bronzen til en medalje af et ædlere metal ved OL i Tokyo, hvis Axelsen kan fortsætte den form, han hidtil har vist i 2021.

- De seneste måneder har Viktor været storspillende og vist sig som den nok bedste i verden, siger Hans-Kristian Vittinghus til DR Sporten.

FacebookTwitter