Vittinghus om dopet verdensetter: Skal have en straf, der kan mærkes

Den danske badmintonspiller ærgrer sig over, at malaysiske Lee Chong Wei efter alt at dømme er blevet testet positiv for doping.

Verdensetteren Lee Chong Wei har slået til sin sidste fjerbold i lang tid, hvis det står til danske Hans-Kristian Vittinghus. (Foto: JONATHAN NACKSTRAND © Scanpix)

Alt tyder på, at badmintonverdenen i dag blev ramt af den største dopingskandale i sportens historie.

Den malaysiske topspiller, der blev testet positiv for doping under VM i Danmark i august, har i dag fået svaret på B-prøven. Den er også positiv.

- Det er jeg rigtig træt af. Vi har jo heldigvis været rimelig forskånet for det i badminton i mange år. Så jeg er ret træt af at det nu skulle komme frem i vores sport også, siger den danske badmintonspiller Hans-Kristian Vittinghus, som også er medlem af det internationale badmintonforbunds spillerkomité.

Forbund skjuler identitet

Det malaysiske badmintonforbund nægter at offentliggøre navnet på den dopingramte spiller. Men alt tyder på, at den skyldige er verdensetteren Lee Chong Wei.

OL-sølvvinderen var selv til stede i Oslo, hvor B-prøven blev testen, og Hans Kristian-Vittinghus er da heller ikke i tvivl, om der er tale om Lee Chong Wei.

Det er rigtig ærgerligt for sporten, at det lige er ham, der bliver snuppet. Det kunne ikke være en meget værre spiller, og det gør selvfølgelig at historien kommer til at fylde meget mere, når det er en spiller, der har ligget nummer 1 i verden de sidste fem år, siger han.

Hård straf er påkrævet

Det er stoffet dexamethasone, der er fundet i prøven. Det malaysiske badmintonforbund har forsøgt at bevise, at stoffet blev lovligt brugt til skadesbehandling hos spilleren d. 17. juli, og derefter er blevet i kroppen indtil VM i august.

Men det forhold bør ikke give en mildere straf, mener Vittinghus.

Ligegyldigt, om det er en fejl, eller hvad det er, så har han haft en unfair fordel under VM. Jeg håber personligt, at han får en straf, der kan mærkes. Også for at sende et signal, om at vi spillere bliver nødt til at tage de her ting seriøst og ikke bare undskylde os med, at det her var en fejl, siger Hans-Kristian Vittinghus.

Facebook
Twitter