Alberte Rimdal har svært ved at finde ordene, der kan beskrive den seneste uge.
- Det har været... Sindsygt, siger hun.
Den 19-årige basketballatlet spiller for University of Florida i USA's bedste collegerække, South Eastern Conference, SEC.
Her har hun gjort det så godt for basketballholdet Florida Gators, at hun blev kåret som sidste uges bedste førsteårsspiller af SEC og som nationens bedste førsteårsspiller af foreningen for amerikanske basketballjournalister, USBWA.
Hun var blandt andet den første spiller siden 2000 til at ramme alle sine trepointsskud, da hun ramte fem ud af fem mod Alabama den 16. januar.
Rimdal har siden fået hundredvis af nye følgere på Instagram, fremmede skriver tillykke til hende, og videoer af danskerens præstationer med en bold bliver delt lystigt på de sociale medier.
- Opmærksomheden er taget til. Det er megafedt.
Og det er ifølge den danske guard 'ret stort' at blive hædret som ugens førsteårsspiller. SEC er nemlig en af de divisioner, som leverer flest talenter til verdens bedste basketballliga, WNBA.
- Der er nogle kæmpe skoler i vores konference. Alle er virkeligt gode, og det var en af grundene til, at jeg valgte Florida Gators og SEC, forklarer Alberte Rimdal.
Hun fik sin basketopdragelse ganske tidligt. Som lille var hun med sin far i hallen, når han skulle træne det lokale hold i Køge.
Europas største talent
Talentet var unægteligt og førte hende siden til Aarhus. Som 15-årig kørte hun til Jylland for at spille for Aabyhøj Basketball i landets bedste række, og som 17-årig debuterede hun for det danske landshold.
Hun blev kåret til den bedste på en træningslejr for de største talenter i Europa, og få år senere stod Florida Gators og knap 30 andre amerikanske skoler klar med et såkaldt full scholarship, hvor hendes skolegang er betalt de kommende fire år.
Valget faldt på Gators, og hun har ikke fortrudt. Alt er bare større i den amerikanske liga. Aabyhøj var et godt sted at videreuddanne sig, men SEC er next level, forklarer hun.
Florida Gators har fire basketballtrænere til at finpudse spillernes kompetencer. Managers til at tage sig af praktiske gøremål. Fysioterapeuter, kiropraktorer og diætister til behandling og forebygning af skavanker samt en studievejleder, der skal sørge for, at det boglige ikke halter.
Skiftet fra Aarhus til Florida var dog et kulturchok for den talentfulde dansker, som ikke blot skulle omstille sig til nye trænere, holdkammerater og træningsfaciliteter.
- Det var generelt en kæmpe omvæltning. Maden kan for eksempel være ret fed, amerikanerne kan være lidt anderledes, og jeg havde ikke nogen tætte veninder til at starte med. Jeg var lidt mig selv, forklarer Alberte Rimdal.
Niveauet var også væsentligt højere end i den danske liga, hvor hun havde været en profil for Aabyhøj. I USA var hun reduceret til bænkspiller og måtte kæmpe hårdt til træning for overhovedet at komme på banen.
- I begyndelsen af sæsonen bidrog jeg ikke, som jeg følte jeg kunne. Jeg var nede i et hul, men jeg nåede aldrig at fortryde mit skifte. Jeg er ret målrettet og tænkte, at det selvfølgelig var irriterende. Jeg skulle bare arbejde hårdere og bruge mere tid i hallen, siger hun.
Privatfly og den ultimative drøm
Efter en stille start brændte hun for alvor varm i januar. Mod store skoler som Auburn, Alabame og Kentucky scorede hun henholdsvis 14, 17 og 15 point og var holdets topscorer.
Det ledte blandt andet til prisen som ugens spiller, og Alberte Rimdal nyder tilværelsen i USA.
- Det er så nice og professionelt. Jeg kan fokusere hundrede procent på basketball og skolen. Og vi flyver i privatfly, når vi skal spille på udebane. Jeg synes, det er så sindssygt. Den første tur var så vild. Det var så.. rockstjerneagtigt, siger Alberte Rimdal og griner.
Den ultimative drøm er at blive den første dansker i WNBA. Det bliver dog svært, for der er skarp konkurrence fra et hav af talenter om en plads på ét af de 12 hold i den bedste amerikanske liga. Men det tager Rimdal blot som en del af udfordringen.
Inden en kamp mod Alamaba fik Florida Gators besøg af den tidligere WNBA-spiller og OL-guldvinder Tamika Cathchings. Hun forklarede holdets spillere, at de skal arbejde hårdt for at blive en af de få i WNBA-spillere, men at de også skal huske at nyde collegetiden.
- Det var så fedt at møde hende. Jeg var lidt starstruck. Hun kommenterede kampen, og bagefter fortalte hun min træner, at hun godt kunne lide mit spil. Det var ret sejt.