Amager skaffer sig en matchbold i DM-finalen med sikker sejr

BK Amager står med gode kort på hånden for at skaffe DM-guldet efter en sikker sejr her til aften over Stevnsgade Basketball.

BK Amager er på vej mod det danske mesterskab i basketball. (Foto: BK Amagers hjemmeside © BK Amagers hjemmeside)

Det blev til lidt af en lektion i basketball onsdag aften på Amager i København. Her bankede BK Amager nemlig rivalerne Stevnsgade Basketball i den tredje DM-finale og bringer sig dermed foran 2-1 samlet.

Finalen er bedst af fem kampe, så Stevnsgade har stadig en god mulighed for at komme tilbage, men hvis man udelukkende ser på aftenens kamp, så ser det lidt svært ud.

BK Amager vandt nemlig kampen med imponerende 89-54, selvom stillingen ved pausen var 38-35.

En af kampens helt store spillere var Valerie Faith Driscoll for BK Amager, der var dominerende på de korte skud og på rebounds.

Sidste gang BK Amager blev dansk mester var for ti år siden i 2009, hvor de slog Åbyhøj i finalen.

I forbindelse med finalen blev BK Amagers Dynn Leaupepe kåret som årets spiller i kvindernes liga.

Facebook
Twitter