Den amerikanske basketballspiller Kevin Durant tager gerne en kamp på banen, men NBA-stjernen har også ry for ikke at sige nej til en verbal kamp udenfor banen.
Det så man senest i denne uge, hvor Durant beviste, at det ikke kun er på banen, at basketballspilleren nogle gange går over stregen.
Tidligere på ugen offentliggjorde skuespilleren Michael Rapaport nemlig skærmbilleder af en beskedtråd fra det sociale medie Instagram mellem NBA-stjernen Kevin Durant og sig selv, hvor Brooklyn Nets-spilleren brugte homofobisk og aggressivt sprogbrug.
- Jeg modtager trusler og modbydelige beskeder dagligt, men aldrig i min vildeste fantasi troede jeg, at (Kevin Durant) ville være blandt dem. Selv (slange-emoji) truer mig nu, nævner min kone og vil slås. Dette formodes at være hele Amerikas kæledægge, ikk’? skrev Rapaport tidligere på ugen i et opslag på Twitter.
I samtalen kan man ligeledes læse, at Durant udfordrede Rapaport til en regulær knytnævekamp på gaden i den amerikanske by New York.
En længere ordkrig
Ifølge skærmbillederne og flere amerikanske medier begyndte konfrontationen mellem de to debattører i december, da Rapaport kritiserede Durants interview med den tidligere NBA-stjerne og nuværende analytiker Charles Barkley. Brooklyn Nets-spilleren var ikke i snakkehumør og besluttede sig for at give et meget kort svar under interviewet.
Michael Rapaport skrev efterfølgende på Twitter: ”Kevin Durant syntes dybt i sine følelsers vold i samtale med TNT-holdet (Turner Network Television, red.) efter kampen. For pokker, han er superfølsom overfor alt. Lav ikke interviewet.”
Men i stedet for et 'block', som man både kender fra basketbanen og fra den virtuelle verden, så gik basketballspilleren efter sin modstander.
Durant skrev direkte til Rapaport på Instagram, og reagerede på opslaget ved at kalde ham "bitch", "pussy" og "pale cock sucker" – ord der ikke ligefrem behøver en oversættelse – efterfulgt af en række fornærmelser, der var rettet mod skuespillerens kone.
Kevin Durant har sidenhen undskyldt for sit sprogbrug på Twitter. Durant, der tidligere har reageret på kritik fra andre brugere på sociale medier, undskyldte for sine truende kommentarer mod Michael Rapaport:
32-årige Kevin Durant siger ifølge The Guardian, at han er ked af, at offentligheden har set beskederne.
- Jeg er ked af, at folk har set det sprog, jeg brugte. Det er ikke rigtig det, jeg vil have folk til at se og høre fra mig, men forhåbentlig kan jeg komme videre og komme tilbage på banen igen, sagde Kevin Durant ifølge The Guardian.
Durant risikerer straf
Det ville ikke være første gang, at NBA-stjerner er blevet straffet af ligaen for at ytre sig homofobisk.
Derfor kan Durant også blive straffet for sin homofobiske retorik på den virtuelle slagmark – ligesom man har set det tidligere med basketball-legenden Kobe Bryant og LA Clippers-spilleren Rajon Rondo, der begge er blevet idømt bøder for at have brugt homofobiske udtryk på banen.
Kobe Bryant blev i 2011 idømt en bøde på 100.000 dollars af NBA efter at have rettet et homofobisk udtryk mod en dommer under en kamp.
Rajon Rondo fik i 2015 én kamps karantæne, efter at LA Clippers-spilleren kom med snæversynede kommentarer til en NBA-dommer.
Kevin Durant har tidligere fået en bøde af NBA for at råbe af en tilskuer. I 2018 fik NBA-spilleren en bøde på 25.000 dollars for at råbe "se nu den forbandede kamp og hold din kæft" til en af modstanderholdets fans, der råbte efter basketballspilleren.
Den amerikanske basketballliga har ikke kommenteret på sagen i forhold til, om Durant vil blive straffet for sine beskeder til Michael Rapaport.
Brooklyn Nets' træner Steve Nash har udtalt, at man har drøftet hændelsen internt på holdet.
Kevin Durant fik sin NBA-debut i 2007/2008-sæsonen, hvor han siden har spillet i klubberne Seattle SuperSonics / Oklahoma City Thunder, Golden State Warriors og i sin nuværende klub, Brooklyn Nets.