Bakken Bears jagter førsteplads i europæisk gruppespil

Bakken Bears møder onsdag aften ukrainske Cherkaski Mavpy i FIBA Europe Cup, og aarhusianerne kan med en sejr sætte sig på gruppe E´s førsteplads.

Bakken Bears har været flyvende indtil videre i FIBA Europe Cup. (Foto: Kim Haugaard © Kim Haugaard)

Det aarhusianske basketballhold Bakken Bears har fået en fornem start på den nye sæson, hvor holdet er ubesejrede i både Basketligaen og i Europa.

Onsdag aften møder de så ukrainske Cherkaski Mavpy på hjemmebane, hvor de jagter den femte sejr på stribe i gruppe E i FIBA Europe Cup. En sejr, der samtidig vil bringe holdet op på førstepladsen i gruppen.

- Kigger man i tabellen, så skal vi jo stille og roligt vinde den kamp.

- Vi ved dog, at de har fået begge deres amerikanere med tilbage, og de spillede desuden en rigtig god kamp her i weekenden i den ukrainske liga. Så jeg tror, at det bliver en rigtig vanskelig opgave for os, men vi håber, at vi kan holde vores sædvanlige tempo, siger Bakken Bears cheftræner, Steffen Wich.

Førstepladsen er vigtig

På grund af Bakken Bears flotte resultater i Europa så har holdet faktisk allerede spillet sig videre fra gruppespillet, selvom de stadig mangler at spille to kampe. Det skyldes, at ingen af holdene under aarhusianerne kan nå at hente dem.

Derfor handler det nu for Bakken Bears om at vinde gruppen, da det potentielt kan give dem en lettere vej til knockoutfasen.

Vinder de gruppen, bliver de nemlig i næste rundes gruppespil parret med to andenpladser og en enkelt førsteplads fra andre grupper. Bliver de derimod toer, så bliver de omvendt parret med to førstepladser og en enkelt andenplads.

Det er dog ikke derfor, Bakken Bears træner Steffen Wich gerne vil sikre sig gruppe E´s førsteplads.

- Vi vil gerne slutte det her gruppespil rigtig godt af. Vi kan mærke, at det vil være et signal overfor os selv, og den kampagne vi er i gang med.

- Rent styrkemæssigt tror jeg ikke, at det har nogen betydning, om vi bliver etter eller toer. Alle hold er mega stærke, og de slår hinanden på kryds og tværs, så vi har fokus på os selv.

Sidst Bakken Bears og Cherkaski Mavpy stødte sammen, endte det med en dansk sejr på udebane på 106-77.

De to hold møder hinanden onsdag aften kl 18.30.

Det danske basketballhold møder i sidste runde Z-Mobile Prishtina fra Kosovo i en direkte duel om gruppe E´s førsteplads.