Bakken Bears klar til at skrive dansk baskethistorie

Onsdag aften møder Bakken Bears de lettiske sølvvindere BK Ventspils i 1/8-finalen i FIBA Europe Cup.

Det er forståeligt, hvis Michael Piloz, direktør i Bakken Bears, har svedige håndflader onsdag aften.

For når klokken rammer 18.30 i Aarhus Nord, så træder Bakken Bears ind på halgulvet i FIBA Europe Cups 1/8-finale. Det er det længste, noget dansk hold nogensinde er nået i europæisk sammenhæng.

Eller, Bakken Bears nåede sådan set også til 1/8-finalerne tilbage i 2005, men denne gang har klubben været gennem hele to gruppespil for at nå til knockout-fasen.

Jeg synes faktisk, at det er det bedste hold, vi nogensinde har haft i Bakken Bears.

Chris Christoffersen

For en uge siden overraskede Bakken Bears på sensationel vis, da det på udebane blev til en sejr på 93-73 over lettiske BK Ventspils.

BK Ventspils, der for nylig røg ud af Champions League, men undervejs nåede at besejre de forsvarende Champions League mestre, Iberostar Tenerife, er altså ikke hvem som helst.

Og skal man tro BK Ventspils head coach, Roberts Stelmahers, så er det en flok motiverede spillere, der skal forpurre Bakken Bears videre færd ud i Europa.

- Jeg vil gerne undskylde for den kamp, tilskuerne var vidner til i dag. Jeg skammer mig over mit arbejde som træner, og den kamp mine spillere leverede, lød det således fra den lettiske coach efter første opgør.

Et avancement til kvartfinalerne, historieskrivning for dansk basketball, bliver altså ikke foræret onsdag aften.

Historisk stærkt hold

Da Bakken Bears tilbage i 2005 senest nåede 1/8-finalerne i FIBA Europe Cup var forholdene en anelse anderledes. Kun én ting går igen.

Chris Christoffersen. Eller blot ’Big Chris’.

Dengang var han holdets stjerne, genkendt for sine evner under kurven samt sine 218 centimeter. En spiller, der på mange måder var svær at overse.

I dag, 13 år en og en ’Vild med dans’ sæson senere, er Chris Christoffersen stadig et aktiv i Bakken Bears. Han er blevet 38 år, er ved at skabe sig en civil karriere, og selv om han givetvis ikke kommer til at spille en nøglerolle på banen onsdag aften, så har holdets alderspræsident stadig en del at skulle have sagt.

For han har set det hele, den rutinerede center. Og han husker tydeligt, da han var med til at skrive historie med Bakken Bears i 2005, hvor holdet altså senest var at finde i en 1/8-finale i FIBA Europe Cup.

Chris Christoffersen (th) Foto: Kim Haugaard (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Dengang gik turen til Tjekkiet for at møde Mlekarna Kunin, men det var tæt på, at kampen slet ikke ville finde sted. Busturen frem og tilbage var nemlig i sig selv for dyr for Bakken Bears, fortæller Chris Christoffersen.

- Dengang var det over alle forventninger, at vi overhovedet gik videre fra gruppespillet. Jeg kan huske, at vi for at skrabe penge sammen til udebaneturen, var ude at male kontor hos en sponsor ugen inden, så vi havde råd til bussen til og fra Tjekkiet.

- Vi var væk i sammenlagt 56 timer, hvoraf 36 af dem foregik i bus på bumlede veje gennem blandt andet Polen, griner Chris Christoffersen, der i begge opgør blev topscorer for Bakken Bears, hvilket dog ikke var nok til at avancere på trods af en sejr i returopgøret hjemme i Vejlby-Risskov Hallen.

Det kan du se et klip fra her.

Bakken Bears

Amerikanere hæver niveauet

I dag er der bedre styr på transporten, når Bakken Bears skal på tur i Europa. Og spørger man Chris Christoffersen, så er de praktiske ting ikke det eneste, som har ændret sig.

Flere års erfaring med Europe Cup kamp har trukket dygtige spillere til, der løbende har skubbet de sportslige ambitioner i den aarhusianske klub, og niveauet på banen aldrig været så højt, som det er nu.

- Jeg synes faktisk, at det er det bedste hold, vi nogensinde har haft i Bakken Bears. Vi har selvfølgelig de bedste spillere i forhold til den danske liga, men vi har også bare et ekstremt godt sammenhold, og det er virkelig det, der tæller, siger Chris Christoffersen.

En stor del af forklaringen på succesen i Europa skal især findes hos klubbens fire amerikanere.

Tony Bishop, DeVaughn Akoon-Purcell, Doug Wiggins og Jaye Crockett.

Bakken Bears' amerikanere

Tony Bishop (1989), power forward

DeVaughn Akoon-Purcell (1993), forward

Doug Wiggins (1988), point guard

Jaye Crockett (1991), power forward

Det er dog ikke noget nyt fænomen i Bakken Bears, at man har et par stykker af den slags dygtige spillere gående. Traditionelt set flyver amerikanere til og fra klubben i tide og utide, men denne gang har klubbens direktør, Michael Piloz, fundet en sammensætning af kvalitet og ambition, som også fungerer på internationalt niveau.

- De er nogle rigtig gode og ambitiøse fyre. Det er også dem, der sætter standarden. De har været med til at flytte klubben, især i europæisk sammenhæng, hvor de har vist sig som store profiler.

Onsdag aften er det altså tid til at omskrive den historie, som Bakken Bears selv skabte tilbage i 2005. For Bakken Bears har i mange år været en ensom, dansk satellit i europæisk basketball, og som det som regel er tilfældet, når det gælder rumfærd, så kræver det et par amerikanere at komme helt derud, hvor det er sjovt.

- Vi troede, at vi havde ramt vores europæiske loft længere tilbage i turneringen, så vi er spændte, siger Michael Piloz.