Bakken Bears stormer mod DM-hattrick efter ny finalesejr

Bakken Bears tog tredje DM-finalesejr i træk og kan genvinde DM-guldet mandag.

Ryan Evans og Bakken Bears vandt også den tredje DM-finale mod Horsens IC. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Bakken Bears fortsatte torsdag i overbevisende stil kursen mod DM-guld for tredje sæson i træk.

Efter to sejre i DM-finaleserien over Horsens IC, så skulle Bakken Bears hjemme forsøge at udbygge, og det gik strålende.

Bakken Bears vandt opgøret 91-62 og fører dermed 3-0 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Dermed kan aarhusianerne sikre sig titlen for tredje år i træk i næste kamp mandag i Horsens.

'Big Chris' leverede i farvel

Bakken Bears bragte sig foran 23-17 efter første periode, og i anden periode gik det ikke meget bedre for gæsterne.

Bakken Bears var bedst, og efter de første 20 minutter lød føringen på 45-28.

Onsdag meddelte mesterholdet, at 39-årige Chris Christoffersen indstiller karrieren efter sæsonen med foreløbigt ni DM-titler og syv pokaltitler med klubben på sit cv.

Chris Christoffersen spillede, med stor sandsynlighed, sin sidste hjemmekamp i karrieren. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Da kampen potentielt kunne være sidste hjemmekamp i sæsonen, så blev den 218 centimeter høje bornholmer hyldet torsdag, hvor han fik spilletid med fire minutter igen.

En trepointsscoring af Ryan Evans indledte tredje periode for Bakken Bears, som også hurtigt bragte sig foran 50-28. Herefter leverede Evans igen tre point på en scoring og han øgede også til 55-33.

Tylor Ongwae dunkede Bakken Bears foran med 30 point, og 65-35-føringen til aarhusianerne i den tredje finalekamp var en hård skæbne for gæsterne.

Darryl Tucker dunkede Horsens på 39-67, og kort efter gentog Vedran Borovcanin kunsten til 41-67, men der var lang vej for Horsens, og Bakken førte inden sidste periode med 73-47.

Gæsterne fik lidt mere gang i sagerne, mens hjemmeholdet skruede lidt ned, og med fem minutter igen var føringen skrumpet til 73-56, og foran 81-56 entrede Chris Christoffersen så banen til stor jubel.

Bakken Bears' Tylor Ongwae. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Den blev ikke mindre, da han kort efter scorede to point og sluttede af med en trepointsscoring et minut før tid.

Det er femte sæson i træk, at Bakken Bears og Horsens IC tørner sammen i finaleserien om DM-guldet. I 2015 og 2016 løb Horsens med mesterskabet, mens Bakken Bears har vundet de to seneste sæsoner.

Næste finalekamp er den kommende mandag i Horsens, hvor Bakken Bears med en sejr bliver mester.

/ritzau/

Facebook
Twitter