Bakken buldrer videre i Europa

De danske basketballmestre slog hollandske ZZ Leiden med 40 point i første kamp i nyt europæisk gruppespil.

Bakken Bears var bedst i alle fire perioder og vandt ny storsejr i Europa.

Basketballherrerne fra Bakken Bears fik onsdag en forrygende start på andet gruppespil i Fiba Europe Cup.

Hjemme i Vejlby-Risskov vandt det danske mesterhold med 111-71 over de hollandske vicemestre fra ZZ Leiden.

Bakken-spillerne vandt samtlige fire quarters, men storsejren blev først en realitet i de sidste ti minutter, som aarhusianerne vandt 40-15.

Opgøret var det første af i alt seks kampe i det andet gruppespil i Fiba Europe Cup.

Ud over Leiden skal Bakken op i mod finske Kataja og de russiske favoritter fra Saratov.

Holdene møder hinanden ude og hjemme, og de to bedste hold i gruppen sikrer sig adgang til knockoutfasen.

På forhånd har Bakken-træner Steffen Wich betegnet det som vigtigt, at hjemmekampene bliver vundet, hvis det skal lykkes at komme videre i turneringen.

Bakken Bears vandt det første gruppespil helt suverænt med seks sejre af seks mulige.

/ritzau/

Facebook
Twitter