Basketligaen ændres markant: Udvides og skæres midt over

Der er store ændringer på vej for at give mindre klubber mulighed for at snuse til højeste niveau.

Ændringen skal på sigt få endnu flere klubber i Basketligaen. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Den bedste danske basketliga for mænd får en gevaldig makeover frem mod næste sæson, hvor der skal være mere plads til udvikling af klubberne og unge danske spillere.

Ændringerne består helt konkret i, at ligaen udvides fra de nuværende otte hold til ti hold.

Det betyder, at Værløse BBK og Bakken Bears' talenthold, EBAA, fra den kommende sæson bliver rykket op i Basketligaen.

Samtidig deles rækken i to puljer. Den ene, Pro A, kommer til at bestå af de mere etablerede klubber i ligaen, mens den anden, Pro B, kommer til at bestå af de mindre klubber.

Vil have flere hold i Basketligaen

På den måde vil Basketligaens bestyrelse sikre, at alle klubber bliver matchet på passende niveau, mens de mindste klubber får lov til at prøve kræfter med de bedste.

Det siger bestyrelsesformand Lennart Jensen i en pressemeddelelse.

- Det her betyder, at vi kan se nogle fremtidige perspektiver i udviklingen og udbredelsen af elitebasket i Danmark, siger han.

Strukturændringen kommer de mindre klubber i møde med henblik på at få flere hold i Basketligaen.

- Med denne nyskabelse er der flere hold, der ønsker at være en del af udviklingen, som med tiden vil gøre dem til ligaklubber. I 2020 håber vi, at der minimum er 12 hold i Basketligaen, siger Lennart Jensen.

Flere kampe og flere unge spillere

Strukturen kommer til at give flere kampe end tidligere. Pro A-klubberne skal møde hinanden fire gange, mens de derudover skal møde Pro B-klubberne to gange. Det giver sammenlagt 26 kampe for Pro A-klubberne mod de nuværende 21.

Derudover skal Pro B-klubberne møde hinanden tre gange, hvilket kommer til at give dem sammenlagt 22 kampe hver.

Alle fem Pro A-klubber og tre Pro B-klubber går videre til slutspillet, hvor danmarksmestrene skal findes.

Basketligaen skriver i pressemeddelelsen, at den nye struktur er designet til at give flere gode, unge danske spillere mulighed for at spille på højt niveau, mens den samtidig giver de bedste klubber flere kampe mod hinanden, således deres niveau skærpes.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter