Det er svært at forestille sig byens bedste baskethold i Randers uden Chris Nielsen på holdkortet. Den 36-årige showman har spillet stort set hele karrieren i Randers Cimbria.
Mandag rundede han som den første 500 kampe i Danmarks bedste basketliga.
I dag spiller han endnu en, når Randers Cimbria møder Horsens IC i den afgørende semifinale.
Chris Nielsen har aldrig drømt om en stor kontrakt eller en tyk tegnebog. I stedet har han planlagt livet nøjsomt sammen med barndomskæresten, Maria.
For selvom han elsker at kaste bolden gennem benene på modstanderen eller lave en snedig aflevering over hovedet, så har han altid befundet sig i et besynderligt grænseland mellem det vilde og det kontrollerede.
Der skal ske noget, men det skal helst ikke være alt for langt væk fra hjertebyen Randers.
- Det er lidt charmerende, at jeg er en af de få, der stort set altid har spillet i min barndomsby. Det er måske lidt gammeldags, men jeg kan sgu meget godt lide, at jeg ikke bare har skullet tjene en masse penge i min karriere, men at det i stedet er byen, jeg har spillet for. Og at byen er stolt af mig, siger han.
Og stolte, det er de. Det er ikke for sjov, at Chris Nielsen på tribunerne i hjembyen bliver tituleret med tilnavnet: ’Borgmesteren af Randers’.
Da han bliver konfronteret med kælenavnet, slår han en højlydt latter op.
- Jeg skal sgu ikke være borgmester i Randers og tilføjer efter et par sekunder:
- I hvert fald ikke lige nu. Jeg kan ikke gøre noget, uden at jeg sætter mig godt ind i tingene. Men hvis jeg for alvor går efter noget, så er jeg til gengæld sikker på, at jeg nok skal blive den bedste, lyder det selvtillidsfuldt fra den rutinerede guard, der også er den spiller i basketligaens historie, som har stjålet bolden fra modstanderen flest gange, scoret flest point og lavet flest tre-points skud i ligaens historie.
Mareridt om natten og spyt på træneren
Det er derfor ikke for meget at kalde Chris Nielsen for en spillende legende – også uden for Randers. De fleste basketfans i Danmark kender til den skaldede kæmpe, der også har optrådt to år for Bakken Bears i Aarhus.
En konkursbegæring fik i 2010 Randers Cimbria sendt ned i landets tredjebedste række, og da kæresten samtidig læste til læge i den jyske hovedstad, var det naturligt at tage et lille skridt væk fra Randers.
I dag husker Chris Nielsen tiden i Aarhus som meget lærerig, mens han også blev 'modnet meget under de topprofessionelle forhold i Aarhus’.
I Bakken Bears vandt han to mesterskaber og en pokaltitel på to år. Sidstnævnte blev vundet kort efter faderens død, der kom ’ud af ingenting’. Chris Nielsen var derfor rørt til tårer, da han modtog titlen som finalens mest værdifulde spiller.
Mange år efter er faren stadig det største idol for Chris Nielsen, der særligt var imponeret over ’det evige overskud’ og ’det altid gode humør’.
Men døden satte også andre ting i gang. I flere år efterfølgende var han plaget af mareridt stort set hver eneste nat.
- Jeg så min far i drømmen, men han ville ikke kendes ved mig. Han gjorde ingenting, når jeg snakkede til ham. Det er selvfølgelig ikke specielt drabeligt, men det rammer bare dybt, fortæller Chris Nielsen, inden han slynger en overraskende sætning ud om, hvordan han kom over den natlige uro.
- Ja, ja. Ja, Det er jeg kommet ud over. Tro det eller ej, så fik jeg noget akupunktur ved min lillefingernegl. Jeg ved ikke, om det er placebo eller ej, men det har sgu hjulpet, siger han og griner igen.
Således ro om natten, men i Bakken Bears var der stadig en lille smule ballade. To år efter skiftet fra Randers, er Cimbria nemlig vendt retur til landets bedste basketrække med Chris Nielsens tre brødre, Nicky, Patrick og Mike, på holdkortet.
I Bakken Bears bliver der taget en beslutning om at lade Chris Nielsen overvære det første brødreopgør fra bænken. Det får bægeret til at flyde over, bogstaveligt talt, for familiemennesket Chris Nielsen.
Aggressivt spørger han holdets træner: ’Hvad fuck sker der her?!’, inden han i afmagt spytter mod træneren.
Resultatet bliver en fyreseddel i Aarhus.
- Huha! Jeg har Randers-temperament, det kan jeg love dig!
Hjem igen
Siden bruddet med Bakken Bears har Chris Nielsen spillet for Randers Cimbria, der var ’det eneste naturlige valg’ efter balladen i Aarhus.
Og han har ikke haft lyst til at forlade Kronjylland siden da. Han er et kendt ansigt i Jyllands fjerde største by, hvor han trives som familiefar med frihed og legendestatus.
- Jeg har ikke brug for at være en lille fisk i en stor sø. Jeg vil lige så gerne være en stor fisk i en lille sø, siger han og griner igen, inden han slynger et vildt postulat op i luften.
- Jeg kender alle i Randers! Og der er nok endnu flere i byen, der kender mig, siger han.
Og måske derfor passer Chris Nielsen perfekt til det stille, vilde liv i Randers.
- Klubben betyder alt for mig. Byen betyder alt for mig. Og jeg er lykkelig for, at jeg har kunnet leve af at spille basket i min hjemby.
- Livet er rigtig rart, når du har det godt. Og i mit liv har jeg ikke et mål eller en plan om, at jeg skal tjene en kæmpe hyre. Når jeg er død, så håber jeg, at folk tænker, at jeg var en glad mand.
Og glad, det er Chris Nielsen altid i Randers.
Randers Cimbria og Horsens IC mødes i den afgørende semifinale. Vinderen møder Bakken Bears i årets finaler.
Der er kampstart klokken 18.45.