Collegeophold i USA koster topscorerens landsholdsplads: 'Har længe haft college som en lille drøm'

Malene Lind Pedersen vil savne landsholdet, men gør det for at blive professionel på sigt.

19-årige Malene Lind Pedersen blev topscorer og kom på årets hold i Dameligaen denne sæson. (Foto: (privatfoto))

Danmark eller USA.

Det er groft sagt det valg, som Malene Lind Pedersen har måttet tage.

Valget faldt på et collegeophold i staten Kansas, hvilket betyder at den 19-årige basketspiller Malene Lind Pedersen ikke er at finde i den rød-hvide landsholdstrøje de næste fem år.

Collegekalenderen er ikke forenelig med det danske landshold, der spiller sine kampe i november og februar måned. Medmindre det danske landshold kvalificerer sig til en slutrunde, vil det ikke være muligt for danske collegespillere at spille landsholdsbasket.

Med seneste danske slutrundedeltagelse tilbage ved EM i 1974 er Malene Lind Pedersen indstillet på den svære beslutning om at give afkald på det at være dansk landsholdsspiller.

- Jeg kommer til at savne det de næste år. Jeg er stolt af at have været en del af truppen og glæder mig meget til at vende tilbage. Men vil jeg gerne følge mine egne basketdrømme og skabe nye oplevelser i udlandet, siger hun.

Derfor vil landstræner Jesper Krone være nødsaget til i en håndfuld år at undvære sin altmuligkvinde Malene Lind Pedersen, der i denne sæson blev Dameligaens topscorer med 19,3 point i snit per kamp.

- Det er ikke superfedt for landsholdet, men det bliver forhåbentlig rigtig fedt, når collegespillerne kommer tilbage.

- Malene er nok den bedste allroundspiller, vi har i Danmark. Hun kan både spille tæt på kurven, langt fra kurven, forsvar og angreb. Hun er stærk, stædig og klog. Hun har hele paletten af kompetencer inden for det, hun laver, siger landstræner Jesper Krone.

Det danske landshold. (Foto: (privatfoto))

En pigedrøm at komme på college

Som det meste af familien har hun slået sine folder i Aabyhallen i Aarhus, hvor hun siden femårsalderen har spillet basketball. Men nu siger hun 'so long' til familie, holdkammerater og trænergerningen for de yngre basketspillere i Aabyhøj Basketball for på sigt at kunne leve af spillet.

- Jeg har altid gerne villet være professionel. Så jeg håber, at jeg kan spille professionelt, når jeg engang er færdig med college. Jeg har altid gerne ville til udlandet og har længe haft college som en lille drøm.

For som nordmændene er født med ski på, blev Malene Lind Pedersen flasket op med dunk og driblinger. Hendes søstre har spillet dér, hendes far har været en aktiv del af Aabyhøj Basketball i over 40 år, og farfaren startede klubben.

- Jeg har altid dyrket forskellige sportsgrene, men det er basket, der har hevet mest i mig. Basketball kom meget naturligt til mig, da mine forældre tog os med i hallen, da vi var små, siger hun.

Malene Lind Pedersen vandt i 2019 pokalturneringen med barndomsklubben, Aabyhøj. (Foto: (privatfoto))

Til august dribler Malene Lind Pedersen gennem sikkerhedskontrollen med passet i den ene hånd og et full scholarship i den anden, der de næste fem år sender hende kostfrit på Kansas State University. Lige i hjertet af USA.

- Jeg har gode bekendtskaber i forskellige stater, og jeg ved, at de vil besøge og støtte mig, når jeg savner det hele derhjemme. Jeg glæder mig til at stå lidt mere på egne ben. Det bliver spændende, selvom det er meget nyt for mig.

- Jeg er mega spændt på livet på college. Når jeg ser film, ser det mega fedt ud. Jeg har hørt mange gode oplevelse fra spillere, der har været afsted på college, og jeg kan sagtens forestille mig selv i det, siger den 19-årige basketspiller.

Og så er det ikke helt skidt at komme ud af en basketglad familie, når man gerne vil have muligheden for at krydse atlanten og spille collegebasket.

- Kansas State kom op, fordi vores familie kender Thomas Bilde, der kommenterer NBA på TV 2 Sport. Han kender træneren på Kansas State, som kontaktede mig i januar.

Starter college fra bænken

I februar, mens snakkene med Kansas State University var godt i gang, skete det, der ikke måtte ske. Og så endda for anden gang trods Malene Lind Pedersens bare 19 år.

Korsbåndet i knæet røg. Denne gang i modsatte knæ.

- Lige da jeg fik det at vide, var jeg fuldstændig ødelagt.

Hvad nu? Ville det lille knæk i knæet rive collegekontrakt og karrieren i stykker?

- Jeg nåede ikke at tænke på karrierestop. Jeg var besluttede hurtigt, at jeg kan gøre det lige så godt anden gang, nu da det gik godt første gang, siger hun.

  • Malene Lind Pedersen genoptræner på ny. (Foto: (privatfoto))
  • Hun kom tilbage med et brag efter første knæskade og var en stor profil i Dameligaen. (Foto: (privatfoto))
  • Nu skal knæet styrkes, så det kan blive klar til at spille i den bedste collegerække. (Foto: (privatfoto))
1 / 3

Malene Lind Pedersen kom tilbage efter første korsbåndsskade i den netop overståede sæson, og var på de 13 kampe, som hun nåede at spille, den mest scorende spiller i ligaen.

To alvorlige knæskader som 19-årig betød ikke, at Universitet i Kansas trak deres tilbud i land. Da de fik besked om skaden, tilbød de i stedet en særaftale, der betyder, at den unge dansker nu får et 'gratis' første år.

- Jeg kører redshirt det første år. Det vil sige, jeg ikke må spille kampe hele det år som redshirt-elev. Planen er, at når træner, læge og fysioterapeut tillader det, må jeg være med til træningerne derovre. Det første år bliver med fokus på, at mit knæ bliver godt og stærkt igen.

- Det ville være meget federe at komme derover og spille med det samme. Men jeg har accepteret det. Så har jeg ikke det pres, når jeg starter. Der er så mange andre ting, jeg skal vænne mig til. På den måde ser jeg det som en lille fordel, siger hun.

Malene Lind Pedersen tager hul på collegelivet i august, akkurat som hendes holdkammerat fra både landshold og Aabyhøj, Alberte Rimdal, gør det. Holdkammeraten bytter dog midtvesten ud med solskinsstaten Florida.

- Vi glæder os. Alberte og jeg har delt vores tanker og suppleret hinanden godt om vores oplevelser. Når vi først kommer derover, snakkes vi ved. Vi deler meget med hinanden, siger Malene Lind Pedersen.

Facebook
Twitter