Dansk basketprofil efter to sensationer: 'Ikke nyt for mig at være afgørende'

Med Gabriel Iffe Lundberg i hovedrollen tog det danske basketlandshold i weekenden et par enorme skalpe.

Gabriel Iffe Lundberg har været den store profil i den danske basketeventyr i Litauen. Foto: FIBA

Det danske basketlandshold er normalt ikke et hold, der bliver regnet for noget ude i det store Europa, men det har en samling danske boldspillere i høj grad fået ændret over de seneste par dage.

Her har landsholdet vadet i tætte kampe og store triumfer. Først over værtsnationen Litauen, derefter over Tjekkiet.

To neglebidere, to små sensationer fra de danske knægte under kurven.

Med sejre på henholdsvis 80-76 over Litauen og 91-90 over Tjekkiet, begge hold fra top ti i Europa, har det været svært at få armene ned for de danske spillere, der nu indtager andenpladsen i EM-kvalifikationsgruppe C, lyder det fra holdets store profil i de to sejre, Gabriel Iffe Lundberg.

Aldrig før har et dansk landshold slået en modstander fra top ti. På 48 timer skete det altså to gange.

Lundberg leverede 28 point i sejren over Litauen, og fulgte den præstation op med 36 point i sejren over Tjekkiet. Mandag kunne han derfor rejse tilbage til sin polske klub Zielona Gora med en god portion selvtillid i rygsækken.

- Jeg er virkelig stolt over det resultat, som mine drenge leverede. De gjorde det virkelig godt. Vi viser stort engagement, og vores sammenhold og kammerateri fungerer.

Det danske basketlandshold slog både Litauen og Tjekkiet i EM-kvalifikationen. Foto: FIBA

- Det er altid dejligt at vinde, men for os var det ikke nogen vild overraskelse. Ud af de seneste 16 landskampe har vi kun tabt fire, så det er ikke en uvant følelse for os. Nogle gange har man brug for noget held, og at skuddene bare falder i, og det gjorde de for os i den her weekend.

- Vi har heller ikke haft noget at tabe, og vi vidste, at vi ville være underdogs i den her boble - og i det hele taget i gruppen. De tre andre hold er i top ti i Europa. Men det her setup uden fans har været fordelagtigt for os, når Litauen eksempelvis ikke kunne have 11.000 fans i ryggen, siger Gabriel Iffe Lundberg.

Drømmer om NBA

Gabriel Iffe Lundberg har været manden, som har stjålet spotlyset i de kampenes afgørende sekunder.

I opgøret mod Litauen gik han selv til kurven med 18 sekunder tilbage på uret, vippede Danmark i spidsen med to point, og i opgøret mod Tjekkiet satte han hele syv ud af ni forsøg fra trepointslinjen.

En uhørt god statistik fra danskeren, der af flere eksperter er blevet nævnt som en spiller, de amerikanske NBA-klubber burde kigge på.

Selv tager hovedpersonen det dog en anelse mere køligt.

-Det er ikke nogen hemmelighed for de folk som kender mig, at jeg gerne vil være den første dansker i NBA. Forhåbentlig kommer det til at ske, men det er ikke noget, jeg tænker særlig meget over lige nu.

Gabriel Iffe Lundberg var Danmarks store profil i kampene mod Litauen og Tjekkiet. 64 point stod danskeren for sammenlagt.

- Jeg har haft den her rolle på landsholdet i flere år, så det er ikke nyt for mig at være afgørende. Jeg går ud og gør det, jeg nu kan. Jeg har meget selvtillid, og jeg får tillid fra mine holdkammerater og staben.

- Jeg ved godt, hvad jeg er i stand til på en basketballbane, og det var vigtigt for mig at bringe mit hold i en position, hvor vi kunne vinde begge kampe, for det var der brug for, hvis vores EM-drøm skulle leve videre, siger Gabriel Iffe Lundberg.

Med weekendens sejre kan Danmark se frem til om at skulle spille om EM-billetter, når Lituen og gruppens nummer et, Belgien, venter i februar.

Med en sejr over Litauen vil Danmark næsten være sikker på en plads i EM-slutrunden for første gang, da indbyrdes kampe tæller først. Kun i tilfælde af at tre hold ender á point vil en dansk sejr ikke helt sikkert en EM-billet

Facebook
Twitter