23 point.
Det var facit for den danske basketballstjerne Gabriel 'Iffe' Lundberg, da han kunne tørre svedet af panden og sammen med holdkammeraterne fra CSKA Moskva fejre sæsonsejr nummer 23 i basketballturneringen Euroleague.
Men de 23 point var ikke bare stærkt medvirkende til, at russerne trak det længste strå mod franske Villeurbanne og kunne tjekke en 88-70-sejr ind på kontoen. De 23 point var også Lundbergs pointrekord i en enkelt kamp for det russiske storhold.
Den 26-årige dansker har i den grad fundet vejen til basketkurven den seneste tid. I sidste uge leverede han 16 point, som på da værende tidspunkt var Lundbergs personligt bedste for det russiske storhold.
Og de mange point på øverste europæiske baskethylde imponerer sportschef i Danmarks Basketball Forbund, Jens Døssing.
- Det er helt vildt at gå ind i en Euroleague-kamp og være stjernen i fjerde periode for et storhold som CSKA Moskva. Det svarer jo til at være den afgørende spiller for Barcelona eller Paris Saint Germain i fodboldens Champions League, lyder det fra Døssing.
Kan bane vejen for mere dansk succes
CSKA Moskva ligger lige nu nummer to i Euroleague, som af mange betegnes som verdens næstbedste basketballliga efter den amerikanske NBA-liga.
Og det, at en dansker kan dominere i de afgørende momenter af en kamp på det niveau, kan ifølge Jens Døssing være med til at rette basketballverdenens øjne mod Danmark.
- 'Iffes' præstationer kan åbne døren for mange andre. Vi har rigtig mange spillere, som godt vil kunne spille på højere niveau, end de gør lige nu. Men for sportschefer og trænere rundt om i mange europæiske topklubber, er det et sats at hive en dansker ind, fremfor at kigge mod mere etablerede basketballnationer.
Jens Døssing tror ikke bare at Lundbergs succes kan bane vejen for nuværende danske basketballspillere, men også så et frø for fremtidens danske talenter.
- Der er ingen tvivl om, at den rejse 'Iffe' har haft, giver enorm opmærksomhed, og en tro hos unge danske basketballspillere på, at man kan nå rigtig langt, også selvom man er fra Danmark.
Gabriel 'Iffe' Lundberg har spillet otte kampe og lavet 62 point for CSKA Moskva siden han skiftede polske Zielona Góra ud med den russiske storklub.