Det startede med et tweet: NBA's strid med Kina koster milliarder

NBA forventer, at det koster kassen, at et tweet med støtte til Hongkong gjorde Kina sur.

NBA-kommissær Adam Silver sætter tal på tabene i forbindelse med balladen med Kina. (Foto: NUCCIO DINUZZO © Scanpix)

NBA-kommissær Adam Silver anslår nu, at striden med Kina kommer til at koste den amerikanske basketball-liga "flere hundrede millioner dollar" i tabte indtægter.

Striden opstod tilbage i oktober, da den administrerende direktør i klubben Houston Rockets på Twitter gav sin støtte til demonstranterne i Hongkong, som kæmper for mere demokrati og uafhængighed fra Kina.

Selv om direktør Daryl Morey slettede sit tweet igen, eskalerede sagen og endte med, at både kinesiske sponsorer og statsligt tv vendte sig mod NBA.

- Omfanget af tabet vil være flere hundrede millioner dollar. Formentlig mindre end 400 millioner dollar, måske endda mindre end det. Men stadig betragteligt, siger Adam Silver på et pressemøde ifølge AFP.

400 millioner dollar svarer til 2,75 milliarder kroner.

Daryl Morey, direktør i NBA-klubben Houston Rockets, tweetede i oktober 'kæmp for friheden. Støt Hongkong'. Det startede en geopolitisk krise for NBA. (Foto: USA TODAY USPW © Scanpix)

- Jeg har dog ikke nogen fornemmelse af, at der er gjort permanent skade på vores forretninger i Kina, siger Silver, der også slår fast, at NBA stadig er en sund forretning.

Ifølge The New York Times har NBA indtægter på omkring 65 milliarder kroner om året.

Som følge af Twitter-balladen holdt kinesisk stats-tv op med at sende NBA til det basketball-hungrende folk. Men Silver har håb om, at transmissionerne snart bliver genoptaget.

Streamingtjenesten Tencent har genoptaget dækningen, der ifølge nyhedsbureauet NTB i den forrige sæson havde 490 millioner seere på tværs af sine platforme.

/ritzau/

Facebook
Twitter