En brækket hånd og et storskifte skal ikke ødelægge EM-drømmen: 'Drengene klarer den'

Danmark må til basketlandsholdets to afgørende EM-kvalifikationskampe undvære både Darko Jukic og Iffe Lundberg.

Darko Jukic brækkede onsdag hånden under en træning med det danske basketlandshold. (Foto: Daniel Reinhardt)

Der er aldrig noget godt tidspunkt at blive skadet, men for Darko Jukic er timingen intet mindre end forfærdelig.

Den danske basketballspiller er netop nu i Vilnius, hvor han sammen med landsholdskammeraterne har brugt ugen for at forberede sig på de to afgørende EM-kvalifikationskampe, der kan sende Danmark til EM.'

Her var han sådan set godt i gang med at passe sin træning, sigtekornet rettet mod kampen mod Belgien lørdag, hvor han var udset til at tage over for Iffe Lundberg, holdets store profil, der ikke er med i Vilnius.

Under træningen onsdag slog Darko Jukic sin hånd, og selv om han kunne køre træningen til ende, så viste et røngtenbillede torsdag, at Danmark må klare sig uden rutinerede Jukic i opgørene mod Belgien og Litauen.

En brækket hånd var resultatet af scanningen. Seks ugers pause er konsekvensen, og det gør mere ondt end selve skaden.

- Jeg havde slet ikke set den komme, så det er virkelig bittert og lidt af en rutsjebanetur. Det er så skuffende og så ærgeligt, og det føles som en personlig nedtur. Jeg havde svært ved at tro på, at den skulle være brækket, men sådan er det. Der er andre, som må steppe op nu.

- Med Iffe Lundberg ude, så er det klart, at jeg var en af dem, som skulle have gjort det, siger Darko Jukic og fremhæver Kevin Larsen og Adama Darboe som to af nøglespillerne i kampen mod Belgien lørdag.

Adama Darboe og resten af det danske landshold må undvære to af holdets største profiler til de afgørende EM-kvalifikationskampe. (Foto: Claus bech © fotograf@clausbech.dk)

Ikke i tvivl om de klarer den

Darko Jukic var heller ikke i kamp tilbage i november, da Danmark for alvor stemplede ind i EM-kvalifikationen ved at slå Litauen. Et resultat, som landstræner Erez Bittman dengang kaldte 'den største danske sejr i historien'.

- Derfor er det også så bittert, at det her sker lige på målstregen, siger Darko Jukic, der dog ikke er i tvivl om, at holdkammeraterne nok skal finde løsningerne på banen.

- Drengene skal nok klare det. Vi er vant til, at der er spillere, som mangler, men så er der altid andre, der tager teten. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan gøre det.

Kevin Larsen er en af de spillere, som kommer til at få mere plads til at vise sig frem i Darko Jukic og Iffe Lundbergs fravær. (Foto: Claus bech © fotograf@clausbech.dk)

Darko Jukic, der spiller for Bakken Bears i den danske basketliga, har selv været med på landsholdet i ti år, og han har derfor har plads på første parket til den udvikling, som landsholdet er gennemgået.

- Hvis man kigger tilbage på den tid, jeg har været med, så er niveauet generelt blevet højere. Bundniveauet er langt bedre hos de danske spillere, og når man ser på de unge, så er de også bedre end vi selv var for ti år siden i en ung alder.

- I Bakken Bears har vi ført an europæisk, og det skaber jo en opmærksomhed omkring dansk basketball. Der er mange gode historier om basket derude, og det føler man også selv. Jeg håber, at de her kampe kan give det et ekstra skub, siger Darko Jukic.

Basketlandsholdet møder Belgien lørdag, mens det to dage senere er Litauen, der er modstanderen. Begge kampe spilles i en coronaboble i Litauens hovedstad, Vilnius.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter